Statsminister Helle Thorning-Schmidt har smidt en bombe ved at nægte venstrefløjen indrømmelser på dagpengeområdet. Hvis det går galt, kan det ende med et folketingsvalg allerede til vinter, vurderer politisk kommentator.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slår i et interview med Berlingske fast, at hun »overhovedet« ikke vil ændre dagpengesystemet på næste års finanslov. Dermed tager statsministeren hul på den politiske sæson ved at kaste noget af en bombe ind i lokalet, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Thorning starter sæsonen med at kaste noget af en bombe ind i lokalet. Hun ved, at dagpengesagen er det mest følsomme og besværlige tema, regeringen skal forhandle med venstrefløjen om i efteråret. Det er Enhedslistens absolutte hovedkrav og har været det længe, og det er et af de politiske temaer, som regeringen og Enhedslisten skal forhandle om, som er virkelig interessant for Enhedslisten, siger Hans Engell til Berlingske Nyhedsbureau.

Læs også: Enhedslisten: Thorning er på 'selvmorderisk' kurs

Han vurderer, at det vil gøre forhandlingerne om finansloven yderst besværlige, at regeringen på forhånd har afvist at imødekomme Enhedslistens krav på dagpengeområdet.

Også SF har stillet klare krav om forbedringer for dagpengemodtagere, men ifølge Hans Engell vil det især være Enhedslisten, der kan spænde ben for en rød finanslovaftale.

- Enhedslisten er som parti skruet sådan sammen, at regeringen ikke kan regne med, at Enhedslisten vil bære regeringen igennem, hvis de ikke får en aftale, som de er tilfredse med, siger Hans Engell.

Han tilføjer, at regeringen skal finde på et andet og meget stort tilbud i forhandlingerne for at tilfredsstille Enhedslisten, hvis der skal være håb om at få opbakning fra venstrefløjspartiet. Ellers vil Socialdemokraterne og de Radikale ifølge ham være henvist til at forhandle en finanslovaftale på plads med Venstre og Lars Løkke Rasmussen (V), som regeringen også gjorde sidste år.

- Men med udsigten til, at der ligger et folketingsvalg lige om hjørnet, så bliver Løkke ikke nogen billig forhandler. Og spørgsmålet er, om Venstre overhovedet er interesseret i at hjælpe regeringen så tæt på et folketingsvalg, siger Hans Engell og fortsætter:

- Så altså konklusionen på hendes melding er, at hvis det her går meget galt, så risikerer hun at blive nødt til at tage et valg i november eller december måned.

Læs også: Ny måling sender blå blok tilbage i førersædet: En spand koldt vand til Thorning

Hans Engell vurderer, at Helle Thorning-Schmidts incitament for at smide meldingen på bordet nu er, at hun vil have helt klare linjer inden forhandlingsstart, og at de Radikale 'overhovedet ikke vil bevæge sig' på dagpengeområdet. Og det er ifølge Hans Engell vigtigt for statsministeren at signalere, at Socialdemokraterne og de Radikale danner fælles front i sagen.

- Hun lægger overmåde meget vægt på, at S og R fremstår samlet, og hun kan nok være bekymret for, at der vil være forlydender om, at Socialdemokraterne gerne vil flytte sig, mens de Radikale ikke vil. Så det er rene og klare linjer, og det er for at undgå at fremstå som en regering i splid, siger den politiske kommentator.

- Så summa summarum, så er det et meget farligt spil, Thorning har åbnet i dag, der kan ende med, at regeringen bliver nødt til at gå til vælgerne i november eller december.