Efterhånden som fronterne begynder at tegne sig til fordel for Annette Vilhelmsen i krigen om formandsposten i SF, breder der sig en følelse af panik i SFs top.

Det mener to fremtrædende politiske kommentatorer med kendskab til folketingets partier på de indre linier.

Panikken handler både om, at der måske vil blive stillet spørgsmålstegn ved SFs rolle i regeringen med en ny formand ved roret, og om, at der internt i partiet vil blive skiftet ud i toppen og på én eller flere af de seks ministerposter partiet sidder på nu.

De sidste to dage er SFs top blevet rystet af en måling, der viser at hele 59 procent af SFs lokalformænd og byrådsmedlemmer bakker op bag Vilhelmsen
      
Og i går spidsede SF-krigen til da den gamle formand Holger K. Nielsens meldte ud, at han støtter Krags udfordrer Annette Vilhelmsen.

- SFs ledelse må være i panik nu, hvor Holger endeligt har meldt ud, mener den liberale blogger og radiovært på 24/syv, Jarl Cordua, der også mener, at toppen i Socialdemokratiet og Radikale er nervøse ved udsigten til en anden SF-formand end Astrid Krag, der regnes for at være det sikre kort i forhold til fortsat regeringssamarbejde. 

Krag bakkes massivt op af SFs topfolk på Borgen, skatteminister Thor Møger, miljøminister Ida Auken, erhvervsminister Ole Sohn, handelsminister Pia Olsen Dyhr samt politisk ordfører Jesper Petersen.

Men baglandet hos SF støtter altså Vilhelmsen, og det skaber usikkerhed hos regeringspartnerne.

- S og R er meget nervøse, vurderer Jarl Cordua.
- Og det er de fordi SF-toppen har fejlvurderet hele processen i forbindelse med formandsvalget, hvor de troede, at Astrid Krag var selvvalgt. Men nu er det løbet ud af kontrol for partiets ledelse, og det gør selvfølgelig S og R nervøse, vurderer Cordua.

Chefredaktør og politisk kommentator på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, mener også, at der må være 'en vis anspændthed' hos S og R:

- Man må formode, at Socialdemokraterne og De Radikale er ret anspændte for øjeblikket. De er nu i tvivl om, hvordan udfaldet af SFs formandsvalg ender, og særligt hvilken betydning det får for regeringssamarbejdet, siger Mylenberg.

- De ved, hvad de får med Astrid Krag som er toppens kandidat. Hun vil selvfølgelig stille nogle mindre krav som ny formand, men det er til at overskue. Annette Vilhelmsen derimod er en mere ubekendt faktor. Hun har jo selv sagt, at hun vil stille sit eget hold, hvis hun bliver ny formand for SF. 

- Så der vil ske en udskiftning i SFs top, og udover at hun sikkert selv vil have en ministerpost, vil det da også være unaturligt, hvis alle de seks nuværende SF-ministre bliver siddende, hvor de sidder nu, mener Mylenberg, der minder om, at det gik galt sidste gang SF for alvor var tæt på magtens korridorer:

- I 1968 da SF sad i regering førte det til splittelse af selve partiet, og dannelsen af det nye parti VS (Venstresocialisterne), da de sad i regering med socialdemokraterne, i det der blev kaldt Det Røde kabinet, siger Mylenberg.

- Sidste mulighed for Astrid Krags fløj må være den afgående formand. Hvis de kan få Villy Søvndal på banen vil det være en god trumf for deres kandidat, siger Jarl Cordua.