Der er stadig intern uenighed om, hvad der skal være De Radikales strategi fremover, siger kommentator.

Selv om stormen er redet af søndag, kan uroen hurtigt blæse op i De Radikale igen.

Det vurderer Kristian Madsen, der er politisk kommentator hos Politiken.

- Jeg tror roligt, man kan sige, at sagen ikke er løst. Men det er klart for mig, at Sofie Carsten Nielsen står stærkere i dag, end hun gjorde i går, siger han.

De Radikale har holdt et knap tre timer langt krisemøde søndag eftermiddag efter flere uger med stort postyr internt i partiet.

På mødet er der ifølge Kristian Madsen skabt en våbenstilstand.

- Om det bliver en længerevarende eller permanent fred, skal der gå nogle dage, før man kan konkludere, siger han.

Den politiske leder Morten Østergaard måtte gå af efter dårlig håndtering af en sag, hvor han havde krænket en partikollega. Dernæst blev den nyvalgte leder - Sofie Carsten Nielsen - beskyldt for at have dækket over krænkelsessager i partiet.

Men med et let smil kunne Sofie Carsten Nielsen dog søndag møde pressen.

- Der er opbakning fra gruppen, sagde hun med de øvrige folketingsmedlemmer omkring sig.

En af dem var Martin Lidegaard, og han var i forrige uge i kampvalg med Sofie Carsten Nielsen om lederposten. Det tabte han. Han ønskede at føre De Radikale i en mere midtersøgende retning, hvor partiet ikke truer regeringen.

Selv om Sofie Carsten Nielsen blev valgt, står uenigheden om partilinjen fast.

- Den grundlæggende strategiske uenighed om, hvordan partiet skal forholde sig til regeringen, er ikke løst for partiet med mødet.

- Der er stadig ret mange løse ender, og jeg vil være påpasselig med at sige, at alt er fryd og gammen. Det er det ikke, siger Kristian Madsen.

Han bider særligt mærke i, at Lidegaard ikke virkede begejstret efter krisemødet.

Her sagde Lidegaard blandt andet, at han har besluttet at "give det en chance til".

- Så det kan godt være, at han er i det parti på lånt tid, siger Kristian Madsen.

Det tegnede ifølge Kristian Madsen godt for partiet, at der ikke blev lækket meget fra krisemødet søndag.

I den kommende tid vil læk af eksempelvis interne sms'er være blandt det, han vil se efter, for at vurdere, om uroen er ved at blæse op igen.

/ritzau/