Sagen om statsminister Mette Frederiksens oprettelse af et nyt politisk sekretariat i Folketinget med hendes højre hånd Martin Rossen i spidsen skal i samråd fredag.

Dermed bringes der liv i debatten endnu engang, og netop det er vigtigt for oppositionen, som har indkaldt Mette Frederiksen, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup.

- Oppositionen har en sag, der er for god til at dø. Mette Frederiksen gik til valg på, at der skulle ansættes færre konsulenter i det offentlige, og det ligger på den flade at sige: Hvad så med de konsulenter, hun selv synes, er nødvendige?, siger Henrik Qvortrup, der skriver politiske kommentarer for Ekstra Bladet, har en politisk podcast og er radiovært på Radio24Syv.

Ifølge den politiske kommentator er der billige point for oppositionen at hente hjem med et samråd, fordi de blå partier både fremstår handlekraftige ved at kalde til samråd, samtidig med at oppositionen belyser en sag, som Mette Frederiksen har været kritiseret for.

- Samrådet er ikke det sidste, vi har hørt i den sag. Oppositionen vil tage det op igen og igen, at der kan man se, at Mette Frederiksen har omgivet sig med partifæller i Statsministeriet, og det er udemokratisk, siger Henrik Qvortrup.

Samrådet vil ifølge Henrik Qvortrup ikke ændre noget på etableringen af det politiske sekretariat.

- Formelt er der ikke noget at komme efter. Det er jo fastslået, at der ikke er noget ulovligt ved ansættelsen, så det er mit bedste bud, at samrådet munder ud i ingenting, siger han.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra oppositionspartierne Venstre, DF og Konservative.

De vil samtidig vide, om regeringen arbejder på at etablere lignende politiske sekretariater i fagministerierne. Det mener Henrik Qvortrup ikke er tanken.

- Mette Frederiksen har to formål (med etableringen af sekretariat, red.): At Statsministeriet skal være stærkere, og at embedsmænd ikke skal køre det hele, siger han.

Samrådet begynder klokken 14 fredag.

/ritzau/