Frank Jensens afgang som overborgmester stiller S i et svært dilemma, vurderer politisk kommentator.

Der er ingen oplagt intern socialdemokratisk kandidat i Borgerrepræsentationen til posten som overborgmester i København, efter Frank Jensen mandag har trukket sig helt fra politik.

Det vurderer Thomas Funding, politisk redaktør hos Avisen Danmark.

Dermed står Socialdemokratiet i et dilemma, hvor partiet skal vælge, om det vil bygge et nyt navn op eller hive et kendt ansigt ind udefra.

Var Frank Jensen fratrådt posten lige op til det kommunalvalg, som skal holdes i 2021, ville man have fundet en udefra, vurderer Thomas Funding.

- Men der er en mulighed for at konstituere en, man mener har potentiale, og som kan få godt et år til at bruge overborgmesterposten til at bygge et navn og en gennemslagskraft op, siger han.

Derfor er det et "spændende spil", der går i gang nu, lyder analysen fra den politiske kommentator.

- Frank Jensen fik godt 30.000 stemmer ved sidste kommunalvalg, og der er virkelig langt ned til nummer to. Og så er der en underskov af kandidater.

Frank Jensen har mandag meldt sin afgang som både overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet. Han trækker sig desuden helt for Borgerrepræsentationen.

Det sker, efter en række kvinder er trådt frem med anklager om krænkelser begået af Frank Jensen.

Lars Weiss, der er 1. næstformand i Borgerrepræsentationen, træder ind som fungerende overborgmester.

Søndag aften var meldingen ellers fra Frank Jensen, at han havde opbakning fra S-gruppen til at fortsætte som overborgmester.

Mandag formiddag skrev statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ikke endnu havde draget nogle konklusioner om Frank Jensens fremtid.

Det tolker Thomas Funding som en klar besked til Frank Jensen om selv at gå af.

- Det var set med mine øjne et kraftigt vink med en vognstang.

/ritzau/