Mette Frederiksen er kommet i politisk stormvejr, efter at hun svarede tilbage på kritik ved at påpege vedkommendes etnicitet.

Debatten er rødglødende på Mette Frederiksens Facebook-profil, efter hun torsdag svarede tilbage på en kritisk kommentar om Socialdemokratiets udlændingepolitik og partiets rolle i arbejdsmarkedskonflikten. Kritikken blev stillet af den somaliske kvinde Hanna Mohamed Hassan, der er socialrådgiver i Aalborg.

»Det er hårde ord fra en ung kvinde, som Danmark har taget godt imod,« indleder Mette Frederiksen sin kommentar med.

Det er netop disse ord, der har stødt mange, og ifølge politisk kommentator Jarl Cordua er det heller ikke svært at forstå.

»Det er ikke hver dag, at vi ser en statsministerkandidat svare på kritik ved at bringe vedkommendes etnicitet ind i debatten. Det siger noget om, hvor presset Mette Frederiksen er. Det bedste for hende ville være at tage afstand fra sin udtalelse,« siger Jarl Cordua til BT.

En stor del af årsagen til, at dette har vakt så meget postyr, mener Jarl Cordua, hænger sammen med, at dette ikke normalt er udtalelser, man ser fra Socialdemokratiet - og i den grand ikke fra partiets formand.

»Det her tegner et helt andet billede af Mette Frederiksen, som ikke alle har været opmærksom på. Det her er en udtalelse, man kunne forvente fra DF, men når de fanges i sådan en situation, kalder de det for en 'dårlig dag'. Jeg tror bestemt, at det har været en dårlig dag for Mette Frederiksen,« siger Jarl Cordua.

For ifølge ham er det her langt fra en gennemtænkt situation, og er et klart tegn på, at Mette Frederiksen langt fra er i retorisk kampform.

»Det her er simpelthen skudt helt forbi. Det falder tilbage på hendes rådgiver, der har holdt hende ude af debatten - måske for længe. Hun skal til at finde sine evner frem igen, ellers så kan man frygte, at det er den retoriske standard, hun sætter for fremtiden.«

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, gruppeformand Henrik Sass Larsen, politisk ordfører Nicolai Wammen, udenrigsordfører Nick Hækkerup og udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye præsenterer udlændingeudspil i partiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 5. februar 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, gruppeformand Henrik Sass Larsen, politisk ordfører Nicolai Wammen, udenrigsordfører Nick Hækkerup og udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye præsenterer udlændingeudspil i partiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 5. februar 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Selvom udtalelsen givetvis ikke siger noget om Socialdemokratiets fremtidige udlændingepolitik, så fortæller dette alligevel lidt om, hvilke vælgere partiet prøver at fange:

»Her har vi beviset på, at Socialdemokratiet er drevet meget til højre, siden man nu argumenterer, som man hidtil kun har set enkelte DF'ere gøre. Det rammer godt ind i de vælgere, Socialdemokratiet prøver at fange,« fortæller Jarl Cordua.

BT har tidligere været i kontakt med kvinden Hanna Mohamed Hassan, som slet ikke forstår rationalet for at bringe hendes etnicitet ind i debatten.

»Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan en statsministerkandidat kan trække etnicitet ind i en debat om samfundsproblemer,« sagde hun til BT.