SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, er nu ude med skarp kritik af formandskandidat Annette Vilhelmsen. Det er et udtryk for, at den såkaldte børnebande i partiet kæmper for livet, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Formandsvalget i SF byder nu på tunge skyts og verbale øretæver i stedet for kammeratelige knus mellem de to kandidater, Annette Vilhelmsen og Astrid Krag. Partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, støtter officielt sidstnævnte og retter i Jyllands-Posten mandag skarp kritik mod hendes modkandidat, fordi det søndag kom frem, at Annette Vilhelmsen stemte blank til 2020-planen, da SFs landsledelse i april tog stilling til regeringens samlede økonomisk politik.

ER DE INTERNE MAGTKAMPE SKADELIGE FOR SF? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.

Astrid Krag er truet, og hendes støtter, der især tæller den såkaldte børnebande bestående af blandt andet skatteminister Thor Möger Pedersen, europaparlamentariker Emilie Turunen og Jesper Petersen, kæmper for livet, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

- Når børnebanden med Jesper Petersen i spidsen sætter målrettede og aggressive angreb ind mod Annette Vilhelmsen, skyldes det selvfølgelig, at de er grundlæggende uenige i hendes politik, men det handler i dén grad også om, at de er ude i deres egen overlevelseskamp. For flere af de her personer vil det være en katastrofe, hvis Annette Vilhelmsen vinder formandsvalget, siger han.

Børnebanden er den gruppe unge, ambitiøse politikere, der under Villy Søvndals formandsskab blev løftet op til magtens klinger, og det kan Annette Vilhelmsen sætte en stopper for. Indtil videre har Thor Möger Pedersen stået som en af de stærke, unge frontfigurer i SF, men hvis Annette Vilhelmsen bliver formand, vil det højst sandsynligt betyde hans endeligt som skatteminister, mener Thomas Larsen.

- De folk, vi ser i aktion nu med Jesper Petersen som den mest udfarende, er dem, der har nydt bedst af Villy Søvndals periode som formand, og det er dem, der føler sig mest truede nu, siger han.

Astrid Krag langede også ud efter sin modkandidat under det sidste af 11 debatmøder mellem de to søndag, hvor hun såede tvivl om hendes forståelse for spillereglerne i et regeringssamarbejde og direkte sagde, at regeringsprojektet er truet, hvis Annette Vilhelmsen fortsat går imod regeringens økonomiske politik, som hun gjorde med sin blanke stemme til 2020-planen.

Thomas Larsen jubler over, at formandskandidaterne endelig krydser klinger efter en omgang »søvndyssende skyggeboksning« under de andre debatter, og han spår samtidig, at den resterende del af formandskampen bliver hård og brutal.

- Det er godt og demokratisk rigtigt, at SFerne nu får et sandt billede af, hvor uenighederne mellem de to er. Men på den anden side vil det være en uhyre vanskelig opgave for en ny formand at samle partiet efterfølgende og sørge for, at man kan samarbejde efter valget, siger han.

Er de interne magtkampe skadelige for SF? 

Deltag i debatten herunder.