Politisk kommentator Thomas Larsen er ikke overrasket over anonyme embedsmænds kritik af Mette Frederiksen. Men hun er også blevet svigtet af selvsamme embedsmænd, påpeger han.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) beskrives som temperamentsfuld, grov og personlig i sin kritik af anonyme embedsmænd, der lufter deres frustrationer i lørdagens udgave af Politiken.

Den karakteristik er ikke nødvendigvis forkert, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, men han påpeger, at Mette Frederiksen ved flere lejligheder har haft god grund til at tale med store bogstaver over for sine embedsfolk.

Læs også:

»Mette Frederiksen har oplevet at stå i situationer, hvor hun er blevet svigtet, fordi embedsværket har udført dårligt stykke arbejde, som kunne have kastet hende ud i problemer. Når det sker, må embedsmænd finde sig i, at det bliver tacklet hårdt af ministeren,« siger Thomas Larsen.

»Det har vi senest set i Justitsministeriet, hvor hun har medvirket til, at en departementschef (Anne Kristine Axelsson, red.) er blevet forflyttet. Det har været helt nødvendigt. Hvis embedsmænd ikke leverer varen, men begår fejl, så skal det have konsekvenser,« understreger han.

Læs også:

Thomas Larsen betegner Mette Frederiksen som en hård negl, en stærk og hårdfør toppolitiker, som kræver meget af sig selv og sine omgivelser.

»Der er ingen tvivl om, at hun har været en hård politisk chef, både i Beskæftigelsesministeriet og nu i Justitsministeriet,« siger han.

Læs også:

»Som jeg hører det, er hun i enkelte situationer gået over stregen, når hun har tilrettevist sine embedsfolk. Og der er naturligvis en grænse. Ministre skal helt grundlæggende behandle embedsmænd ordentligt.«

Den politiske kommentator påpeger også, at embedsmændenes fejl kan skyldes det stigende pres, som de arbejder under.

»De skal levere hurtigere end tidligere, og det skyldes til dels massemedierne, hvor vi har en 24 timers nyhedskanal og store netmedier, der konkurrerer på politiske nyheder sekund for sekund. Det skaber selvsagt et hårdt pres,« siger Thomas Larsen.

Mette Frederiksen siger til Politiken, at hun står ved den måde, hun er politiker på. Ifølge Berlingskes kommentator er det dog ikke utænkeligt, at hun tager den anonyme kritik til sig.

»Når embedsmænd kontakter medier og fortæller om samarbejdet med ministeren, er det klart, at der er et problem. Mette Frederiksen bør nok kigge indad og se på, hvad der kan gøres bedre. Men det er ikke noget, der vil afholde hende fra at lave ændringer, når det er nødvendigt,« fastslår Thomas Larsen.