- Det er et offensivt og risikabelt træk, og han tvinger oprøret til at finde ud af, om det har en modkandidat eller ej.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Søs Marie Serup, efter at Venstres omtalte formand, Lars Løkke Rasmussen, søndag annoncerede, at han ønsker at fortsætte som leder af partiet.

Den seneste tid er der ellers af Venstre-medlemmer åbent rejst tvivl om formandskabet, som foruden Løkke består af næstformand Kristian Jensen.

Ifølge Søs Marie Serup, der er tidligere pressechef i partiet og tidligere særlig rådgiver for Løkke, har Lars Løkke Rasmussen nu lagt kortene på bordet.

- Det bliver rasende spændende at se, om det bliver "game, set and match" - altså om han sætter dem til vægs med dette taktiske træk, eller om han i virkeligheden har hældt benzin på bålet, siger hun.

Balladen i Venstre er den seneste tid eskaleret i en sådan grad, at partiets bagland i øjeblikket er i gang med en stribe møder, hvor tilliden til den øverste ledelse i partiet bliver drøftet.

Selv hvis Lars Løkke Rasmussen endnu en gang formår at fastholde formandsposten, så har han stadig et stort arbejde foran sig, vurderer Søs Marie Serup.

- Uanset hvordan det lander, så er det svært at forestille sig, at det ikke har skabt nogle sår, der skal have tid til at hele.

Det er dog ifølge kommentatoren for tidligt at spå om, hvad udfaldet bliver.

- Vi bliver nødt til at vente og se reaktionerne på denne udmelding. Vi har jo heller ikke hørt fra næstformanden endnu, siger Søs Marie Serup.

Hun mener, at søndagens udmelding er endnu et eksempel på, at den tidligere statsminister ikke er bange for at spille højt spil, når han er presset.

- Jeg havde på fornemmelsen, at han havde noget i ærmet, og det havde han. Og man må sige, at han altid er risikovillig, når det gælder, og det er han også i denne sammenhæng, og det er ofte det, der skal til.

- Det kan godt være, at det her træk lukker diskussionen ned, men det kan også være, at hans modstandere slår hårdere tilbage, siger hun.

/ritzau/