Det var en kæmpe overraskelse, selv for spindoktorerne i både regeringen og Venstre, at det pludselig kunne lade sig gøre at lave et blåt forlig om skattereformen.
Det var en kæmpe overraskelse, selv for spindoktorerne i både regeringen og Venstre, at det pludselig kunne lade sig gøre at lave et blåt forlig om skattereformen.
Oven i købet med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen med på en telefonlinie fra Rio de Janeiro, hvor han gav grønt lys til at gå efter et forlig, og økonomiminister Margrethe Vestager med på en telefonlinie fra Bruxelles.
Der var ingen formøder eller sonderinger. Det afgørende var, at Lars Løkke Rasmussen og Venstre-folkene mærkede presset fra baglandet, erhvervslivet og de Konservative, og pludselig indså, at de var nødt til at bide til bolle.
Når der endelig skal handles, handler de så til gengæld hurtigt. Et kort telefonmøde før forhandlingen i Finansministeriet var nok. Og da forhandlerteamet med Peter Christensen i spidsen satte sig overfor Corydon, kunne begge parter mærke, at viljen var til stede. Ofte er det i virkeligheden det, det handler mest om i en forhandlingssituation. Er viljen til stede, kan meget lykkes. Og omvendt: Er viljen ikke til stede, kan selv småting skille parterne ad.
Det er et historisk forlig, som også kridter banen op for kommende forhandlinger og forlig, og som kan få stor betydning for vælgertilslutningen til partierne. Samtidig definerer regeringen sig som midtersøgende, hvilket mange vil anse som et stort plus i forhold til et rødt forlig. Finansminister Bjarne Corydon er også glad som en kat, der har fået fløde, selv om han ser uudgrundelig ud som altid: Han vil trods alt hellere stå foran glasdøren med Peter Christensen og Lars Barfoed end med Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen.
Men når historiebøgerne skal skrives, og når Corydon og Løkke skal sende glade tanker, og når Johanne Schmidt-Nielsen skal målrette sin vrede, så er der én person, følelserne skal rettes mod: Den konservative leder Lars Barfoed.
Som den eneste - ud over Bjarne Corydon - har han spillet sine kort helt rigtigt i dette forløb.
Manden, som man næsten ikke tog alvorligt længere, og som var ved at nærme sig spærregrænsen, fandt pludselig de vises sten. På folkemødet på Bornholm begyndte han stille og roligt at opbygge en fornuftig retorik, og signalere at han var klar til et forlig, også selv om Venstre var ude. Han kritiserede Venstre i skarpe vendinger, og sagde at de var for indhyllet i spin og taktik, som de nærmest ikke selv kunne finde rundt i. Ord, der kom til at virke profetiske i det senere kaotiske forløb.
Tilbage i København begyndte han forsigtigt at lægge afstand til Liberal Alliance, og opfordre til en bred borgerlig aftale, mens Lars Løkke stadig stod i Rio og snakkede om, at han kunne lave en aftale med Thorning over en kop kaffe. Det er useriøs snak, og Lars Barfoed melder klart ud: Skatteforhandlinger foregår i Finansministeriet. Og Lars Løkke burde komme hjem. Det ville næppe skade verdens klima, som Barfoed udtrykte det.
Det er også disse fornuftige betragtninger, der gør, at Venstre beslutter at bide til bolle. Det ville også have været ydmygende for Venstre, hvis regeringen havde lavet en aftale med K og LA.
Forløbet kan knække kurven for Lars Barfoed, som kun har oplevet tilbagegang siden han overtog ledelsen af det kriseramte parti. Han har fundet sin nye rolle, og det vil med stor sandsynlighed give bonus for K i meningsmålingerne, ligesom han har vundet ny respekt på Christiansborg.
