Danmark har ikke gjort kommende EU-præsident Charles Michels liv lettere. Alligevel stoler han på støtte.

Danmark med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har hævet stemmen flere gange i EU siden sommerens valg.

Ikke bare stemte Danmark nej til at begynde optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien, Mette Frederiksen har også kaldt planerne for det kommende syvårige EU-budget for "gak" og har stemt nej til budgettet for 2020.

- Det er vigtigt at have en ærlig dialog med statslederne. Det næste syvårige budget er vigtigt. Og jeg kender statsministerens position.

- Men jeg ved også, at mange andre lande - mindst 16 - vil have ambitioner på det europæiske plan i budgettet.

- De næste uger vil vi diskutere og forsøge at nå en aftale. Jeg mener, det er vigtigt ikke bare at tale om tal, men også om hvad vores fælles mål er for, hvad pengene skal gå til, siger Charles Michel.

Han står med en større opgave. Ikke bare er der store politiske forskelle landene imellem, ikke mindst om størrelsen af det kommende budget, der er også en hvis splittelse mellem nordlige lande og lande i det sydøstlige Europa.

Charles Michel siger dog, at han er sikker på, at Danmark vil være med til at drive det europæiske samarbejde frem på trods af uenighederne, når det kommer til budget og optagelse af nye lande.

- Jeg er sikker på, at Danmark vil hjælpe EU fremad. Dette her møde var meget åbent. Og det er min ambition at have en åben kommunikation med alle statslederne.

- Jeg tror, at hvis vi er innovative og har en politisk vilje til at skabe fremgang for vores borgere med fornuftige tiltag, så vil vi kunne træffe store beslutninger, siger Charles Michel og fortsætter:

- Men jeg er ikke naiv. Jeg ved, at det i EU nogle gange tager tid, før vi beslutter noget.

- Vi må accelerere vores procedurer for at kunne beslutte hurtigere. Det kræver dialog og en god forståelse for, hvordan tilstanden og situationen er i de forskellige lande. Det vil jeg arbejde hårdt for at have, så jeg kan spille en konstruktiv rolle.

/ritzau/