Nu har jeg flere dage i træk gået lige op og ned ad toppersonerne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Og jeg kan godt kan forstå, at Lars Løkke ser lidt træt ud. For at mægle mellem Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl er en meget hård opgave, der faktisk virker uløselig. Begge partier vil i regering og have den anden part udenfor indflydelse.
Og begge parter spiller med musklerne: Det ene parti er allerede i regering. Det andet parti er større end Venstre. Øv bøv.
Hvis regeringen og DF (og måske Nye Borgerlige) har flertal efter næste valg, starter et historisk slagsmål mellem Thulesen og Samuelsen. Hvis man skal sammenligne med en sportsbegivenhed er det mest nærliggende nok boksebraget mellem Muhammed Ali og George Foreman i det daværende Zaire i 1974, bedre kendt som »The rumble in the jungle«. Det var også ædende ondt, svedende varmt, og Ali, der havde hængt i tovene det meste af kampen eksploderede pludselig og vandt på knockout i ottende omgang.
Men hvad var egentlig optakten til slagsmålet mellem DF og LA? Lige efter valget i 2015 så DF chancen for, at deres tidligere formand Pia Kjærsgaard kunne blive formand for Folketinget - en strålende sejr for partiet, som Poul Nyrup Rasmussen 16 år tidligere havde påstået »aldrig blev stuerene«.
Men LA gjorde det til en studehandel. Hvis Pia Kjærsgaard skulle være formand, ville de have topskattelettelser.
1. juli 2015 fastholdt Liberal Alliance efter et møde med de andre gruppeformænd, at man kun vil pege på Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget, hvis Dansk Folkeparti bøjede sig for et krav om at sænke topskatten.
Kravet vakte forundring og vrede i de andre borgerlige partier, fordi man normalt ikke handler med posterne på den måde i Folketinget. I sidste ende kunne det betyde, at det i stedet blev den afgåede S-formand Helle Thorning-Schmidt, der løb med den prestigefyldte formandspost, et ydmygende nederlag for blå blok.
»Jeg synes, det er en meget uskøn diskussion,« sagde Peter Skaarup fra DF.
Lars Løkke var nødt til at gå på TV og sige om Pia Kjærsgaard at »Hun er simpelthen et godt menneske og en god ven«.
Prisen blev, at Ole Birk Olesen blev formand for Finansudvalget.
Der er to omdrejningspunkter for dansk politik i de kommende år. Det er det dårlige forhold mellem Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl. Og det er det gode forhold mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.
Egentlig burde Løkke-regeringen have gode chancer for at blive genvalgt. Økonomien er i top. Arbejdsløsheden er helt i bund. Og kigger man på tallene for asylansøgere og migranter, ser det ud til, at der kommet styr på situationen. Det er de tre områder, man plejer at vinde valg på, og Løkke kan sætte flueben i alle tre.
Før valget er der dog endnu en udfordring for Samuelsen og Thulesen Dahl - nemlig at komme igennem efterårets finanslovsforhandlinger uden vanvittige og pinlige slagsmål lige som sidst. En stille og rolig finanslov, der kan fungere som en gavebod, vil være et godt udgangspunkt for et valg. Mens et pinligt slagsmål som sidste år kan skræmme vælgere over i armene på Mette Frederiksen.
