Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er i denne weekend på besøg i Ukraine for at vise sin støtte til landet.

På et tidspunkt, hvor risikoen for en optrapning af konflikten mellem Ukraine og Rusland synes større end nogensinde, er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) rejst til byen Dnipro i Ukraine.

Her skal han søndag besøge fronten og møde repræsentanter fra den ukrainske hær, der siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014 har ligget i konflikt med russerne.

Konflikten er ikke blevet mindre af, at Rusland har stillet krav om, at Nato aldrig vil optage Ukraine som medlem og samtidig har sendt i omegnen af 100.000 soldater til grænseområdet.

- Det er den mest alvorlige situation i nyere tid. Europa er ikke sikker, hvis Ukraine ikke er sikker.

- Derfor er jeg taget til Ukraine for at vise min solidaritet og min støtte i den her helt vanvittige situation for dem, hvor der er en reel trussel om krig, siger Jeppe Kofod.

Han er alvorligt bekymret over amerikanske forlydender om, at russerne pønser på at udføre et såkaldt false flag-angreb, hvor russiske soldater udgiver sig for at være ukrainere og angriber russiske mål.

- Alle alarmklokker bimler, når man ser advarslerne fra amerikanerne. Det vil ikke være overraskende, hvis man som i 2014 ser sådanne forsøg fra russisk side på at fremprovokere en undskyldning for at bruge militær magt mod Ukraine.

- Det skal vi undgå, ligesom vi skal være opmærksomme på cyberangreb og misinformation, som har til formål at underminere Ukraines suverænitet, siger Kofod.

Han understreger, at Danmark både via EU og sit medlemskab i Nato gør Rusland opmærksom på, at en invasion af Ukraine vil blive mødt med kraftigere økonomiske og politiske sanktioner, end Rusland tidligere har oplevet.

- Men vi skal også forfølge et spor, hvor vi giver diplomatiet en chance og er villige til at tale med russerne for at finde veje til større sikkerhed for alle uden at gå på kompromis med folkeretlige principper, som at hvert land må bestemme sine egne alliancer, siger ministeren.

Rusland har i den forgangne uge holdt møder med både repræsentanter for USA og for Nato om de russiske krav, uden at der dog kom ret meget ud af forhandlingerne.

/ritzau/

Andre læser også