Københavns Kommune undsiger den seneste påstand fra Sikandar Siddiques advokat, Erbil Kaya, i tvisten om den politiske leder for Frie Grønnes bopæl.
Det sker i et skriftligt svar til Ritzau.
Her beretter Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, at kommunen er forpligtet til at sikre, at en borgers bopælsregistrering i København er korrekt.
Det gør sig også gældende, selvom en anden kommune tidligere har vurderet sagen, hvilket Herlev har gjort i dette tilfælde.
- Forvaltningen kan dog oplyse, at det forhold, at en kommune har vurderet, at en borger ikke skal være registreret i denne kommune, ikke indebærer, at Københavns Kommune er afskåret fra selvstændigt at tage stilling til, om borgeren er korrekt bopælsregistreret i Københavns Kommune, lyder det i et skriftligt svar fra kommunen.
Forvaltningen tilføjer ydermere:
- Tværtimod er forvaltningen efter CPR-lovens § 10 forpligtet til at sikre, at bopælsregistrering i CPR i Københavns Kommune er korrekt.
Sagen drejer sig om, hvorvidt politiker Sikandar Siddique reelt bor i København eller i Herlev.
Det er afgørende, da han stillede op til kommunalvalget i november i Københavns Kommune og blev valgt ind.
Et sæde i hovedstadens borgerrepræsentation kræver dog, at man reelt bor i kommunen.
Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstadskommunen.
Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.
Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget.
Kommunen konkluderede, at Sikandar Siddique var "korrekt bopælsregistreret".
Det vil Københavns Kommune dog også selv undersøge, og man har foreløbigt varslet, at man agter at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i København.
Her har Sikandar Siddiques advokat, Erbil Kaya, protesteret. For i hans optik kan en kommune ikke overtrumfe en anden kommunes afgørelse.
- Der er ikke en kommune, som er over en anden kommune. Det er ikke som byret, landsret og Højesteret, hvor der er et hierarki. Kommunerne er sideordnede, så det at en kommune træffer en afgørelse, som en anden kommune skal prøve at overrule, det er mærkeligt, sagde advokaten søndag til Ritzau.
Den vurdering er Københavns Kommune dog ikke enig i, og sagen undersøges nu videre.
/ritzau/
