Det er flotte kjoler, god mad og eksklusive rejsemål, de 169.000 følgere normalt ser på influencer Elvira Pitzners Instagram-profil.

Men tirsdag dukkede der noget helt andet op, der har vakt kritik fra Venstre i Københavns Borgerrepræsentation.

Det var noget så kommunalt som en reklame for Københavns Kommunes nye hjemmeside, Elvira Pitzner denne gang reklamerede for med ordene: 'Seriøst – tag dine besties under armen og brug byen..!'

Reklamen er meget kritisabel, mener Venstres medlem af Borgerrepræsentationen Jens Kristian Lütken. Det kunne P4 København fortælle onsdag.

»Det sender et signal om, at der er for mange penge i kommunen. Der er mange steder på det sociale område og kultur- og fritidsområdet, hvor pengene ikke slår til, og så kan man samtidig se i ens feed, at der er råd til at betale en tilfældig influencer for at reklamere,« siger Jens Kristian Lütken til B.T.

I bunden af opslaget, der dækkes af et billede af en smilende Elvira Pitzner med sin computer i hånden, står den kommunale reklame tydeligt frem med ordene: 'Hop ind på www.brugbyen.nu'.

Hjemmesiden er en ny portal, hvor byens kulturtilbud bliver præsenteret for borgerne. Reklamemetoden er særligt kritisabel, fordi Jens Kristian Lütken mener, at den skader kommunens troværdighed.

»Den slags reklame er ikke særlig troværdig, for de skriver jo direkte, at de får penge for at sige det, de siger. Det synes jeg ikke, en kommune skal entrere med. Vi skal ses som mere seriøse, end at influencere skal sige det,« siger han.

Elvira Pitzner har 169.000 følgere, og opslaget er blevet liket lidt over 3.000 gange.

Det er jo en stor potentiel målgruppe, som får denne reklame. Er du ikke bare gammeldags i en ny verden?

»Det kan man selvfølgelig sige, men man behøver jo ikke gøre det som kommune. Det virker lidt desperat at gøre som kommune ud fra rationalet om, at man skal gøre noget nyt som kommune. Vi er jo ikke en kommune, der sælger ting som hårplejeprodukter og mascara, som influencere normalt reklamerer for. Vi skal ses som mere seriøse,« siger han.

Direktøren i Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, Thomas Jakobsen, skriver til B.T., at kommunen har forsøgt sig med en ny tilgang til reklamer ved at bruge influencere. Det er en test, og skal foreløbigt kun foregå i en begrænset periode.

»Der er sociale medier og nye markedsføringstiltag som influencere mere målrettet kommunikation og omkostningseffektivt end for eksempel avisannoncer,« skriver han og fortsætter:

»Hvis det ikke har den ønskede effekt, eller der fra politisk side er et ønske om at gøre det anderledes, så skifter vi naturligvis kurs,« skriver han.

Han oplyser derudover, at budgettet til influencere er på 50.000 kroner. Ud over Elvira Pitzner har kommunen lavet en aftale med den tidligere tv-vært Line Baun Danielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Elvira Pitzner.