Bredt flertal i Folketinget bag metro cityringen, der forventes at stå klar i 2017.

Regeringen indgik torsdag morgen forlig med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale om at bygge en metro cityring. Den nye metro skal med 17 underjordiske stationer forbinde Københavns centrum med Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro.

Prisen forventes at blive på 15 milliarder kroner.

Allerede i december indgik regeringen en principaftale med København og Frederiksberg kommuner om cityringen, som efter planen skal kunne tages i brug fra 2017.

De tre parter deles også om udgifterne, sådan at staten bidrager med 4 mia. kr., København bidrager med 4,8 mia. kr. og Frederiksberg med 0,8 mia. kr. De resterende 5,4 mia. kr. skal komme fra driften af cityringen.

/ritzau/