Den tvungne sommerferielukning i Københavns Kommunes vuggestuer og børnehaver afskaffes straks.

De to tvungne lukkeuger i de københavnske daginstitutioner, som blev indført sidste år, afskaffes overraskende allerede til sommer af et politisk flertal uden om overborgmester Frank Jensen (S) anført af de Konservative og de Radikale.

Lukkeugerne i uge 29 og 30 betød en årlig besparelse for Københavns Kommune på 10 millioner kroner.

- Vi retter den fejl, som venstrefløjen anført af overborgmester Frank Jensen fik indført med lukkeugerne. De københavnske forældre skal selv bestemme, hvornår de holder ferie. Det har været en lille besparelse, som har generet utroligt mange mennesker. Det har været noget rod og har skabt meget stor utilfredshed blandt forældrene. Det reagerer vi på, siger det konservative medlem af Borgerrepræsentationen Rasmus Jarlov.

De Radikale er svært tilfredse med, at det i aftes lykkedes at skaffe 41,7 millioner kroner til allerede i år at holde åbent hele sommeren.

- Det vil de københavnske børnefamilier, erhvervslivet og pædagogerne, som længe har klaget over det, blive rigtigt glade for, for det har været enormt generende for de børnefamilier, som vi gerne vil være en god by for, og for medarbejderne, siger Anna Mee Allerslev, borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og radikal gruppeformand.

Pædagogerne har været blandt de argeste modstandere af de tvungne lukkeuger.

- Vi synes, at det er en af de mest fornuftige beslutninger, som politikerne på rådhuset har taget i lang tid. Vi har stor respekt for politikere, som kan se, når de har truffet en forkert beslutning, og som mestrer at lave den om. Denne beslutning vil have en stor betydning for mange pædagoger og forældre, siger formand for pædagogernes fagforening, BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff.

Københavns Forældreorganisation jubler:

- Vi er meget glade for, at man har valgt at lytte til forældrene. Det har været en tåbelig løsning fra starten, og besparelsen har været meget lille i forhold til, hvor mange det har generet, siger formand Nina Reffstrup.

Kommunen lavede sidste efterår en evaluering af sommerlukningen. Den blev betragtet som en succes, fordi kun fem pct. af forældrene benyttede kommunens nødordning.