Lars Boje i en hættetrøje, Pia Olsen Dyhr i en neongul sweater og Martin Lidegaard i et helt nyt look.

En af dem, der holder ekstra godt øje med politikernes stil er Johanne Stenstrup.

Hun er mangeårig kommunikationskonsulent, tøjformidler og på sin instagramprofil ‘bedre mode’ har hun valgkampen igennem analyseret, hvad partilederne signalerer med deres tøjvalg, som ifølge hende langtfra er tilfældigt.

»Der er sket et stort skifte. Politiker-uniformen skal kunne meget og især veksle mellem det formelle og uformelle. Det er faktisk urtroligt svært at klæde sig på som moderne politiker,« forklarer hun.

B.T. har bedt hende gennemgå, hvad de 12 partiledere signalerer med deres tøjvalg - og bedømme, hvor godt de lykkes.

I denne artikel ser vi nærmere på partilederne fra blå blok - og Lars Løkke fra Moderaterne.

Morten Messerschmidt - Dansk Folkeparti

Det signalerer stilen:

»Han prøver at gå efter at ligne en ung Ib Mosin, en lyshåret Morten Korch-skuespiller. Beskytteren! Det er det vandkæmmede hår, og der er mange symboler i tøj og fremtoning, der sender et nostalgisk signal.«

»Han kan lide gode materialer, og han får sine jakkesæt tilpasset hvis ikke skræddersyet. Jakkesæt i første debat var nålestribet, der var lige en detalje der, og hans slips har den rigtige bredde.«

Morten Messerschmidt i nålestribet jakke under den første partilederdebat.
Morten Messerschmidt i nålestribet jakke under den første partilederdebat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Jeg har ikke set ham uden skjorte i noget som helst. Han holder på formerne, og det kan virke stift.«

»Men jeg tror på, at Messerschmidt har vandkæmmet hår i supermarkedet, for han har opdyrket den persona - så at han ikke skifter koder er faktisk autentisk.«

Hvis hans tøj var en sætning

»Det hele var bedre i gamle dage.«

Morten Messerschmidt i debat med Martin Lidegaard i TV 2-programmet 'Højskolen'.
Morten Messerschmidt i debat med Martin Lidegaard i TV 2-programmet 'Højskolen'. Foto: TV 2

Dommen:

»Han er en superdygtig kommunikatør og forstår hvilke visuelle signaler, han sender. Det gør ikke noget, han ser gammelhyggelig ud, det er hans vælgere også. Der er sket et skifte i partiets look. Det var måske mere dansk top, og nu er det mere Morten Korch og revy. De reclaimer de ting, vi alle elsker. Revy er jo også blevet ret cool igen.«

Alex Vanopslagh - Liberal Alliance

Det signalerer stilen:

»Han er en ung, kæk CBS’er. Han taler til finance bro’s og hele det segment. Det er meget den hvide skjorte, tætsiddende og velsiddende. Hans slips er til den smalle side, og der er lidt spræl i dem.«

»Der er noget afvæbnende i, at han også kan have en dynejakke på. Han skifter mellem koderne, og han er også indstillet på at vise sig i træningstøj i ‘Højskolen’. Han dresser den aldrig helt ned, men veksler.«

Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh skiller sig blandt andet ud ved at bruge slips 'med spræl i', mener ekspert.
Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh skiller sig blandt andet ud ved at bruge slips 'med spræl i', mener ekspert. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvis hans tøj var en sætning: 

»Det er stadig sjovt at være liberal.«

Dommen:

»Det er ikke nødvendigvis dårligt at være lidt kedelig, men det fungerer og det er fint, men ikke mere end det. Men det er ikke lige så interessant som Messerschmidt.«

Lars Boje Mathiesen - Borgernes Parti

Det signalerer stilen:

»Han har været lidt en karikatur af sig selv med den hvide skjorte og vesten - og nu er vesten væk! Nu går han mere i ternet skjorte eller en slasket sweatshirt.«

»Han udstråler helt klart noget magtkritik. Han har sneakers på, men ikke en hvid konsulent sneaker, men en mørk udtrådt sko, næsten en foragt for systemet. Men det kan hurtigt kamme over i ikke at have respekt for erhvervet.«

Formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, da han ankom til den første partilederdebat.
Formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, da han ankom til den første partilederdebat. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvis hans tøj var en sætning: 

»Jeg er ikke som de andre - jeg er 'almindelig'.«

Dommen:

»Det er markant, og egentlig smart tænkt, men han er næsten på vej til at blive en karikatur igen.«

»Hættetrøje - det skiller sig ud. Men hvornår bliver det dovent?«

Inger Støjberg - Danmarksdemokraterne

Det signalerer stilen:

»Hun er en af dem, der er god til at skifte mellem det formelle og uformelle, og så er der sket noget spændende. Hun læner sig mere ind i et feminint udtryk.«

»Hun synes, normen er god. Den jakke, hun havde på til den første partilederrunde har enhver jysk kvinde hængende. En pæn damejakke, kort, tætsiddende i en frisk farve og til noget sort, og så er man pæn. Man kan have den på i banken, til konfirmation og på tv. Den er slet ikke moderne, men hun viser, at sådan en har jeg også, og det er der ikke noget galt i.«

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg forud for den første partilederdebat.
Danmarksdemokraternes Inger Støjberg forud for den første partilederdebat. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»I ‘Højskolen ser man hende i en trøje, man kan købe i enhver traditionel dametøjsforretning. Det er pænt, men ikke smart. Og det ville en radikal aldrig gå i.«

Hvis hendes tøj var en sætning: 

»Der er ikke noget galt i det, der altid har virket.«

Dommen:

»Hun signalerer, at det ikke behøver være så svært at være pæn. Det er airfryer-garderoben. Men det er ikke københavnergod smag, og det er vigtigt for hende at symbolisere.«

Lars Løkke Rasmussen - Moderaterne

Det signalerer stilen:

»Han er jo ganske kedelig, men han formår at lave tydelige skift. Det handler om at gå nogle skridt, og nogle dage har han en sweater på, nogle dage en vindjakke på.«

»Han kan lide at gå i skjorte, men han har en vindjakke og praktisk buks på, når han går en tur.«

Politisk leder for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen under en gåtur på Vesterbro under valgkampen.
Politisk leder for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen under en gåtur på Vesterbro under valgkampen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det er meget jævnt, men han udstråler, at han kan snakke med alle.«

Hvis hans tøj var en sætning: 

»Jeg er, som I kender mig.«

Dommen:

»Det bliver en jævn 3’er - det er lidt som Inger. For det fungerer, og det er autentisk, men der er ikke noget, der er genialt. Han bliver aldrig et stilikon, men det går han heller ikke efter.«

Mona Juul - De Konservative Folkeparti

»Hun er nok den, der mest klassisk har kopieret den mandlige uniform, og det er ikke altid særligt velllykket. Hun kan ikke veksle mellem formel og uformel, og det virker til, hun kun tager en partijakke på af og til for videoens skyld.«

»Det virker til, at hun har arbejdet med en stylist for at bløde lidt op. Hendes look afspejler kompromis, men ikke på en vellykket måde. Vil du være hård og smart eller folkelig og nede på jorden? Hun udstråler ikke nogen af delene.«

Mona Juul, da hun hang valgplakater op i Aarhus.
Mona Juul, da hun hang valgplakater op i Aarhus. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Hvis hendes tøj var en sætning: 

»Det er stadig vigtigt at holde på formerne.«

Dommen:

»Hun er velklædt, men det er også sådan lidt kedeligt - hun går i blazere hele tiden.«

Pia Olsen Dyhr (SF) og Mona Juul (K) da de deltog i partilederdebat i Horsens tirsdag.
Pia Olsen Dyhr (SF) og Mona Juul (K) da de deltog i partilederdebat i Horsens tirsdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Man har lyst til at sige, du er god nok, du kan godt smide den. Og det er faktisk heller ikke konservativt traditionelt, så skulle hun være mere feminin.«

Troels Lund Poulsen - Venstre

»Hvis vi skal bruge en 1’er, er det på ham. Han har kun ét look. Det er et navy suit og en gang imellem er der en strik, og engang imellem et slips. Han er så kedelig og forudsigelig.«

»Det er en rigtig fin politikeruniform, men da de præsenterede deres folkeskoleudspil var der børnetegninger, og de sad på børnestole, og der havde han stadig det på.«

»Det er virkelig embedsfar, og det virker underligt. Der er kun ét look.«

Venstres formand Troels Lund Poulsen inden præsentation af skoleudspil på Bording Friskole i København onsdag.
Venstres formand Troels Lund Poulsen inden præsentation af skoleudspil på Bording Friskole i København onsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Men kan det ikke være godt at signalere, at man er den samme?

»Men tror vi på, at han ville købe ind lørdag formiddag i det? Eller gå tur i det? Det gør vi ikke. Og tøjet skal også passe til konteksten.«

»Vi vil se vores politikere som mennesker, især i den her verden, hvor det er blevet vigtigt med personer. Troels er familiefar, selvfølgelig går han i jeans og polo, men der ser vi ikke.«

Hvis hans tøj var en sætning: 

»Kedelig og seriøs.«

Troels Lund Poulsen har kun én uniform, mener ekspert.
Troels Lund Poulsen har kun én uniform, mener ekspert. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Dommen:

»Han er gabende kedelig. Det er næsten som om han går så langt for at prøve ikke at sende et eneste signal visuelt.«