EU vil forsøge at begrænse udledningen af CO2 med 55 procent inden 2030. Det danske mål er 70 procent.

EU har onsdag fremsat et klimaudspil, der skal hjælpe medlemslandene med at nå i mål med målsætningen om at begrænse udledningen af CO2 med 55 procent inden 2030.

I Danmark foreslår man blandt andet, at man øger målet for brugen af vedvarende energi fra vind- og solenergi, fortæller klimaminister Dan Jørgensen (S).

- Det presser vi på for, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal bekæmpe klimaforandringerne, men også fordi der er danske arbejdspladser og eksportkroner i det her for danske virksomheder, siger han.

Dan Jørgensen fremhæver desuden, at udspillet foreslår, at man ikke længere skal kunne sælge benzin- og dieselbiler efter 2035.

- Det er historisk, siger han.

- Det her er en rigtig god dag for klimaet. Fra dansk side har vi jo længe presset på for, at EU-Kommissionen skulle komme med mange af de løsningsforslag, som de kommer med i dag.

/ritzau/