Flere ældre på københavnske plejehjem har fået afslag på et ønske om at få serveret oksekød på deres fødselsdag. 

Hvorfor? Af hensyn til kommunens klimakrav, har begrundelsen lydt. 

Det fremgår af en ny analyse af Københavns Kommunes madstrategi, som Berlingske har beskrevet, og som endda har fået statsminister Mette Frederiksen (S) til at blande sig i debatten.

Det fik Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling (SF), til at gå i rette med statsministeren på Facebook.

Men nu møder overborgmesteren selv kritik.

Ifølge Lone Skov Al Awssi, der har været en del af Københavns Ældreråd siden 2021 og tidligere været en del af Borgerrepræsentationen for Konservative, har rådet i årevis forsøgt at råbe Welling op om problemerne med klimakravene på plejehjemmene.

»Det er en politisk ideologi, som bliver trukket ned over hovedet på vores ældre. Jeg synes, at det er egoistisk,« siger hun til B.T.

I 2019 vedtog Københavns Kommune en madstrategi, der blandt andet skulle reducere klimaaftrykket fra kommunens fødevareindkøb med 25 procent inden 2025.

Strategien omfattede også plejehjemmene og blev vedtaget, mens Sisse Marie Welling selv var sundheds- og omsorgsborgmester.

Ifølge den nye analyse er kødets andel af fødevareindkøbene faldet i perioden, ligesom at flere beboere har fået afslag på et ønske om at få serveret oksekød. 

Sisse Marie Welling skriver dog i sit opslag på Facebook, at »kødet aldrig har været væk«, og at det er op til det enkelte plejehjem at bestemme, hvor meget kød der skal på menuen.

Den udlægning er Lone Skov Al Awssi uenig i.

»Det er ikke korrekt, når hun siger, de ældre får kød. Det gør de, men ikke ret tit. Og det logiske er, at hvis du skal overholde et meget strengt CO₂-regnskab, så sparer man de klimatunge ting væk – blandt andet kød,« siger hun.

Du siger jo selv, at de ældre stadig får kød. Er det virkelig så stort et problem, hvis de ikke får kød hver eneste dag?

»Jeg siger ikke, at de skal have kød hver eneste dag. Men der sidder en generation på vores plejehjem, som er vant til det, vi kalder mormormad, og som er i deres sidste leveår. Der er der ikke nogen, der skal bestemme, hvad de skal spise,« siger hun.

Undersøgelsen, som er foretaget blandt 200 plejehjemsbeboere og 607 hjemmeboende borgere, viser, at et flertal på cirka 58-60 procent er tilfredse med maden.

Men ifølge Lone Skov Al Awssi bør plejehjemmene alligevel helt fritages fra klimakravene.

»Vi beder bare om at friholde plejehjemmene, hvor de gamle sidder to-tre år i slutningen af deres liv, fra de her krav. Det er ikke mange år, og der skal man have lov til at spise det, man kan lide. Det er jo dem, der betaler,« siger hun.

B.T. har fanget Sisse Marie Welling til et kort telefoninterview, hvor hun afviser, at Ældrerådets kritik er blevet overhørt.

Sisse Marie Welling (SF) mener ikke, at klimakravene spænder ben for, at ældre kan få serveret det kød, de gerne vil have.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Vi har brugt rigtig mange ekstra penge for at sørge for, at der var penge nok til den mad, som de gerne ville have ude på plejehjemmene,« siger hun.

»Det ved Lone fra Ældrerådet også godt. Jeg synes, at denne her debat er løbet af sporet, for der står i mad- og måltidsstrategien, at ernæring altid står over de andre mål i strategien.«

I sit Facebook-opslag peger hun på, at det er den nuværende sundheds- og omsorgsborgmesters ansvar at gøre retningslinjerne tydeligere, så plejehjemmene forstår, at de gerne må servere kød.

Sisse Marie Welling, har du ikke selv et ansvar, når du var sundheds- og omsorgsborgmester, da klimakravene blev indført?

»Det var overborgmester Frank Jensen, som lavede måltidsstrategien. Her satte jeg foden ned og sagde, at ernæring står over alt andet,« siger hun.

»Det står meget klart i den politik, at det står over alle andre krav, og derfor er det heller ikke rigtigt, at klimakravene gør, at ældre ikke kan få kød på plejehjemmene.«

B.T. ville også gerne have spurgt Sisse Marie Welling, om sagen giver anledning til at genoverveje klimakravene, og om de fungerer efter hensigten. Hun blev dog nødt til at lægge på, før dette var muligt.