Donald Trump har som forventet meldt USA ud af Parisaftalen. Alarmklokkerne ringer – en katastrofe for klimaet, lyder det fra flere. Men ikke fra klimaforsker Jens Olaf Pepke Pedersen.
Han maner tværtimod nu i et interview med B.T. til besindighed og peger på flere legitime årsager, der kan være til, at et land som USA vil trække sig ud af aftalen. Men først slår han én ting fast.
»Det er ikke nogen større katastrofe for klimaet, at USA trækker sig ud af aftalen,« vurderer klimaforskeren. Og det er der særligt én årsag til.
»Da han var præsident sidst, trak han sig også ud af aftalen. Der faldt de amerikanske CO₂-udledninger alligevel. De har været faldende i årevis uanset,« siger Pepke.

Det skal dog ikke forstås, som om det ingen rolle spiller, om USA er med i aftalen, eller at den for så vidt er helt uden betydning.
»Det har trods alt en effekt, at landene er opmærksomme på deres CO₂-udledninger og sætter nogle målsætninger op,« understreger Pepke Pedersen, der er seniorforsker på DTU, forsker i klimaændringer og er videnskabsskribent ved Weekendavisen.
Ifølge ham er der altså flere problemer ved Parisaftalen, der gør, at det er helt forståeligt, at Donald Trump har set sig sur på den.
»Verdens næststørste økonomi og største CO₂-udleder er Kina. Alligevel er landet klassificeret som et udviklingsland i aftalen,« siger Pepke og fortsætter:
»Det har som konsekvens, at landet er berettiget til penge fra en fond, der finansierer klimainitiativer i netop ulande. Men det vil Trump aldrig gå med til, at der er amerikanske skattekroner, der går til.«
Men det er ikke det eneste problem ved Parisaftalen – set med USAs briller. For aftalen er skruet sådan sammen, at landene frivilligt melder ind med, hvad de har tænkt sig at gøre.
»Og her har USA været langt mere ambitiøs end Kina, der kan fortsætte med at øge deres CO₂-udledninger flere år endnu. Det giver dem en stor økonomisk fordel over USA,« siger Pepke og tilføjer:
»I en tid, hvor Kina og USA har en stormagtskonkurrence kørende, og hvor økonomisk styrke er vigtigt, så er den ulighed selvsagt ikke noget, Trump kan sidde overhørig.«
Følg udviklingen i USA i B.T.s LIVE-blog lige her.

