Klimaminister Dan Jørgensen er havnet i en mildest talt noget usædvanlig situation.

I onsdagens udgave af Politiken optræder nemlig et debatindlæg fra ministeren, hvor han langer hårdt ud efter dem, der mener, at atomkraft i Europa er en god idé – især politikerne i blå blok.

Og det er der flere, der er enige med klimaministeren i, må man forstå.

I hvert fald optræder der i alt fem andre afsendere fra både Enhedslisten, SF og De Radikale og fra erhvervslivet i form af Dansk Industri og Green Power Denmark.

Der er bare ét problem – ingen af de andre af afsendere vil kendes ved Dan Jørgensens indlæg.

»Det var jeg temmelig overrasket over at se i avisen, lad mig sige det sådan. Det er i hvert fald slet ikke et udtryk for Dansk Industris holdning, og vi har ikke hørt noget om, at det indlæg var på vej,« lyder det fra branchedirektør i Dansk Industri Troels Ranis, der optræder som afsender på Dan Jørgensens indlæg.

Heller ikke De Radikale vil kendes ved indlægget.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der er dele af budskabet, jeg er enig i, men jeg havde aldrig godkendt at være med på det her indlæg, som også er alt for polemisk i forhold til de blå partier,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Også tidligere Venstre-minister og næstformand Kristian Jensen er som direktør for Green Power Danmark ufrivilligt kommet med som medafsender på Dan Jørgensens debatindlæg.

Kristian Jensen er på sommerferie, men Green Power Denmark oplyser, at man altså heller ikke her havde hørt noget om, at man var medafsender på Dan Jørgensens debatindlæg, før det blev trykt i Politiken.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de to sidste »medafsendere« på Dan Jørgensens indlæg, nemlig Enhedslistens klimaordfører, Søren Egge Rasmussen, og SFs Rasmus Nordqvist.

B.T. har spurgt Dan Jørgensens ministerium, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, om ministeren på forhånd havde regnet med, at de andre ville være enige med ham i indlægget, eller hvordan fejlen kunne opstå i første omgang.

Ministeriet skriver i en mail, at der er tale om en klar fejl.

»De tiltænkte medskribenter blev ikke kontaktet, som det ellers var planlagt – og ved en fejl blev debatindlægget sendt til Politiken uden deres godkendelse. Der er sket en misforståelse i en overlevering til sommerferie mellem to kollegaer. Ministeriet har kontaktet Politiken og de involverede, så snart ministeriet blev bekendt med fejlen.«