Christina Asklund er ikke rustet til medierne. Derfor har Klaus Riskær Pedersen fravalgt hende som kandidat.

Klaus Riskær Pedersen dropper folketingskandidaten Christina Asklund. Det skriver DR Nyheder torsdag aften.

Det er ellers ikke mere end to dage siden, at Christina Asklund blev præsenteret som kandidat.

Men nu er hun altså blevet fravalgt igen med den begrundelse, at hun ikke er stærk nok til at håndtere medierne.

- Det er Klaus Riskærs beslutning, at jeg ikke længere er kandidat. Hans vurdering er, at jeg ikke har nok erfaring til at kunne håndtere medierne, siger Christina Asklund til DR Nyheder og tilføjer:

- Jeg synes, det er ærgerligt, for jeg synes, det er et godt program, han stiller med. Men det er også hans fulde ret at sætte det rigtige hold, siger hun.

Mandag formiddag oplyste Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Klaus Riskær Pedersen har indsamlet de 20.109 vælgererklæringer, som er nødvendige for at kunne stille op til det kommende folketingsvalg.

Klaus Riskær Pedersen bekræftede mandag, at hans parti af samme navn vil stille op i samtlige storkredse.

Tirsdag blev navnene på flere af partiets folketingskandidater offentliggjort på partiets hjemmeside.

Efter Christina Asklunds afsked er de resterende kendte kandidater 48-årige Peter Hjorth, der stiller op i Københavns Omegns Storkreds, og 50-årige Rolf David Gøtze, som stiller op på Fyn.

/ritzau/