Pernille Vermund er aggressiv, og Nye Borgerliges politiske projekt er urealistisk.

Klaus Riskær Pedersen, der efter det kommende valg håber på at få en plads i Folketinget med sit nye parti, der bærer hans eget navn, har ikke meget tilovers for et af de andre nye partier i dansk politik, Nye Borgerlige.

»Jeg render ikke rundt og snaver med forskellige studieværter for at komme i tv. Der er grænser. Jeg har ikke den aggression i mig, som Pernille Vermund har,« siger han og uddyber:

»Hvis man taler som Nye Borgerlige - sviner andre til og skælder ud - så bliver det meget, meget svært at få respekt og indflydelse i politik, og jeg må spørge mig selv, hvorfor Pernille Vermund overhovedet stiller op,« siger han.

Flere gange har det været fremhævet, at Nye Borgerliges ufravigelige krav på udlændingeområdet ikke kan opfyldes inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

»Det er mig intellektuelt umuligt at begribe Nye Borgerliges politiske projekt. Det er baseret på nogle fantastiske forestillinger omkring udlandsfjendskhed og fremmedhad, som vi har brugt 20 år på at håndtere, og som danskerne er lede og kede af at høre om,« siger han.

Da Klaus Riskær Pedersen fra 1989 til 1994 var medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, lærte han, at man ikke kommer langt i politik med at være provokatør.

»Hvis man opfører sig ordentligt, kan selv en mand få meget til at ske,« siger han.

Partiformand for Nye Borgerlige Pernille Vermund ryster på hovedet over kritikken.

»Det er lidt bizart, at en mand, der flere gange er dømt for kriminalitet, taler om tonen i debatten,« siger hun med henvisning til Klaus Riskærs dom på seks års ubetinget fængsel fra 2008 for blandt andet skyldnersvig.

»Hvorfor stiller han egentlig ikke op for De Konservative på Frederiksberg?« spørger Pernille Vermund,

Bemærkningen skal ses som henvisning til partiets lokal- og kredsforening på Frederiksberg, som er kendt for at være meget optaget af en ordentlig tone i debatten om især udlændingepolitik.

Pernille Vermund forbeholder sig retten til at tale lige ud af posen.
Pernille Vermund forbeholder sig retten til at tale lige ud af posen. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Desuden har Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, gjort sig til talsmand for en særlig social-variant af konservatismen.

Pernille Vermund lægger ikke skjul på, at hun ikke abonnerer på denne variant, selvom hun tidligere var medlem af netop De Konservative.

»Jeg ved godt, at mange er uvant med, at man siger tingene, som de er. Efterhånden har vi kun partiledere, der er rundet af samme baggrund - og som taler på samme måde. Det kan godt være, nogen bliver stødt på manchetterne, men det tager jeg helt roligt,« siger Pernille Vermund.

Hun hæfter sig ved, at hun ikke har mødt andet end støtte fra dem, der er enige med Nye Borgerlige.

Klaus Riskjær. København torsdag den 7. februar 2019.
Klaus Riskjær. København torsdag den 7. februar 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men det er vel et helt bevidst valg, at I siger tingene meget råt for usødet?

»Det er ikke et mere bevidst valg, end at jeg skal kunne være mig selv. Det har jeg været et krav fra min side fra begyndelsen. Jeg er ikke medietrænet, og jeg foretrækker at sige det, som det er,« siger Pernille Vermund.

Mens Nye Borgerlige allerede er blevet opstillingsberettigede til Folketinget, er der et lille stykke vej endnu for Partiet Klaus Riskær Pedersen.

Sent fredag eftermiddag manglede han knap 2.000 underskrifter.