Er Klaus Riskær Pedersen formelt set værdig til at sidde i Folketinget, hvis han bliver valgt ind? Det spørgsmål har Søren Pind de seneste dage rejst på sociale medier og henvist til, at Klaus Riskær Pedersen har flere domme bag sig. Nu reagerer Klaus Riskær Pedersen.

»Jeg er piv-ligeglad med Søren Pind. Han er så meget yesterday's news.«

Sådan lyder det fra Klaus Riskær Pedersen, da B.T. fanger ham på telefonen onsdag aften:

»Jeg synes, det er pinligt at høre på. Han skal tage sig sammen og beskæftige sig med sit nye job i stedet for at blande sig i noget på en helt upassende måde. Det er bare et lille råd. Det tjener ikke hans politiske eftermæle, det der.«

Klaus Riskær Pedersen langer ud efter Søren Pind.
Klaus Riskær Pedersen langer ud efter Søren Pind. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Klaus Riskærs reaktion kommer, efter Søren Pind på Twitter og Facebook de seneste dage har sat spørgsmålstegn ved, om Klaus Riskær Pedersen i henhold til grundlovens paragraf 30 vil være valgbar til Folketinget, hvis det altså lykkes ham at blive opstillingsberettiget og komme ind.

I paragraffen står der, at man er valgbar, medmindre man er straffet for en handling, som gør en uværdig til at sidde i Folketinget.

Søren Pind påpeger så, at Klaus Riskær Pedersen 'er seriekriminel' og henviser blandt andet til hans dom på seks års fængsel fra 2008, hvor han blev dømt for bedrageri og skyldnersvig.

Klaus Riskær Pedersen giver ikke meget for Søren Pinds meldinger på sociale medier.

Søren Pind stiller spørgsmålstegn ved, om Klaus Riskær Pedersen er værdig til at sidde i Folketinget.
Søren Pind stiller spørgsmålstegn ved, om Klaus Riskær Pedersen er værdig til at sidde i Folketinget. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg ved ikke, hvad der rører sig i den gode Søren Pind. Han må have masser af tid,« siger Klaus Riskær Pedersen:

»Men det er fake news. Det reelle indhold af den sag er lig nul. Jeg har en ren straffeattest. Med den præcedens, der er fra Glistrup-sagen, hvor han blev godkendt til at sidde i Folketinget i anden omgang, så er der ikke basis for, at jeg ikke skulle være valgbar, hvis jeg i øvrigt bliver valgt ind på ordentlig vis.«

Han henviser til, at Mogens Glistrup i 1987 blev valgt ind i Folketinget og godkendt til at sidde der, selvom han mellem 1983 og 1985 havde afsonet tre års fængsel for overtrædelser af skatteloven.

B.T. har været i kontakt med Søren Pind, der ikke vil uddybe sine synspunkter i et interview. Han skriver dog følgende i en sms:

'Jeg kan se, der er stor interesse for kravet om ikke at godkende ham på min Facebook og Twitter, og i de kommende uger vil jeg få afklaret, hvad politikerne – dvs. folketingskandidater – fra de forskellige partier, der kan blive valgt, mener og orientere vælgerne herom, så de kan stemme ud fra det.'

Klaus Riskær Pedersen ved ikke, hvorfor Søren Pind er opsat på at forhindre ham i at komme i Folketinget.

»Men det skal Søren Pind have lov til at hygge sig med. Han repræsenterer den type politiker, som jeg gør oprør imod. Han er symbolet på en vis form for magtarrogance. Men altså: Vi var modsat hinanden i Venstre i gamle dage, så der er også en forhistorie der.«

Klaus Riskær Pedersen har allerede fået en smule opbakning i sagen. På Twitter har Dansk Folkepartis Søren Espersen meldt ud, at han vil godkende Riskær til at sidde i Folketinget, hvis folket vælger ham ind.