Den kendte skuespiller og borgmester Klaus Bondam har ulovligt været arbejdsgiver for sin egen mand, landsskabsarkitekt Jacob Kemp.

Det slår statsforvaltningen for hovedstaden fast, efter at B.T. i sommer kunne fortælle, at Københavns Kommune har betalt 337.123 kr. til Jacob Kemp og hans firma for opgaver, mens hans registrerede partner, Klaus Bondam, var teknik- og miljøborgmester.

København har hidtil kaldt ansættelserne lovlige, når bare Bondam gik uden for døren. Men ifølge statsforvaltningen er det forkert.

Som der står: 'Statsforvaltningen har lagt vægt på, at Klaus Bondam i sin egenskab af øverste daglig leder af administrationen har haft det overordnede ansvar' og 'det kan ikke udelukkes... at de ansatte har ladet sig påvirke'.

Skulle have en anden chef


Kommunen skulle ifølge statsforvaltningen have ladet en anden borgmester være chef for Bondams mand for at overholde reglerne.

Direktør Hjalte Aaborg fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltningenerkender, at de har tabt.

- Vi tager afgørelsen til efterretning. Selv om vi er lidt ærgerlige over afgørelsen. Det er faktisk et stykke danmarkshistorie, der kan få vidtrækkende konsekvenser for landets kommuner. Her skal man se på, hvad man gør, når borgmestre har ægtefæller eller anden familie, der helt eller delvist arbejder for kommunen.

Ikke ualmindeligt


Sagen er langtfra den første i København. Samme Hjalte Aaberg blev ansat af Bondams forgænger, Winnie Berndtson, i 2003 – hun glemte dog at fortælle, at de var kærester. Også Enhedslistens Per Bregengaard fik ansat sin datter som ufaglært kontoransat.

I går henviste Klaus Bondam, der til januar stopper i borgmesterjobbet, blot til en udtalelse på sin blog.

- Statsforvaltningen har slået fast, at jeg har handlet korrekt i spørgsmålet om min personlige inhabilitet, hvor jeg har undladt at deltage ved sagernes behandling. Den del, der handler om myndighedshabilitet, vil jeg ikke forholde mig til, skriver han.

Men ifølge professor Claus Haagen Jensen fra CBS er der ingen tvivl om, at ansvaret er Klaus Bondams.

B.T. har modtaget   for denne artikel.