Der rejste sig en bølge af kritik af udlændingeminister Inger Støjberg (V), da hun i en klumme i BT 21. maj opfordrede muslimer, der faster under Ramadan, til at holde ferie. Hun frygter, at de ikke kan udføre deres arbejde ordentligt, når de hverken spiser eller drikker i 18 timer i træk.

Der kom hurtigt en række eksperter på banen som mente, at Inger Støjbergs frygt var ubegrundet og noget 'fis'. Plus at flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe vendte sig mod hende både internt og på sociale medier. En Venstre-mand mente, politikerne skulle koncentrere sig om 'virkelige problemer´, og en Venstre-kvinde mente, at Støjberg 'trænger til ferie'.

Men mange danskere er enige med Støjberg, og det er Venstre-vælgerne også. Det viser en meningsmåling, YouGov har lavet for BT.

48 pct. af danskerne er enige eller delvis enige med Inger Støjberg, kun 29 pct. er uenige eller delvis uenige. Og kigger man på Venstres vælgere, er der næsten ingen uenighed med Inger Støjberg. 68 pct. er enige, kun 8 pct. uenige.

»Jeg er ikke så overrasket over det. Jeg har ikke grebet det ud af den blå luft,« siger Inger Støjberg, der fortsætter:

»Jeg har over årene fået henvendelser fra mange almindelige danskere som synes det er et problem. Jeg har skrevet hvad jeg mener, og det står jeg ved.«

I klummen skrev Inger Støjberg:

»Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder og præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser og drikker i alle døgnets lyse timer.«

Det fik hendes Venstre-kollega, finansordfører Jacob Jensen til at skrive på Facebook:

»Tror vist det er noget med at påpege et teoretisk problem, som tilsyneladende er ikke-eksisterende, i hvert fald hvis man skal tro Arriva, hvor ca halvdelen af buschaufførerne er muslimer. Her finder man praktiske løsninger blandt medarbejderne uden politisk indblanding.«

Eksperter og mange af dine egne Venstre-kolleger vendte sig imod dig og sagde, det var noget sludder?

»Ja, men for mig er det logisk, at det har en indvirkning på din krop, hvis man ikke spiser og drikker i 18 timer i 25 graders varme. Plus at man skal være vågen en del af natten fordi det er der, man må spise og drikke, og alligevel passe sit job til normale tider.«

Hvorfor tror du, du fik så meget kritik i din egen folketingsgruppe?

»Jeg tror, man siger, vi havde en åben dialog om det i  folketingsgruppen. Det er fint med mig.«

Men det virker som om Venstres ledelse er mere optagede af at få udenlandsk arbejdskraft til landet end at diskutere problemer med Islam? Føler du dig skubbet lidt ud til siden?

»Nej, det gør jeg bestemt ikke. Vi har jo fået bremset tilstrømningen og få flere flygtninge i arbejde. Tilmed er Danmark i et økonomisk opsving, og vi skal have udenlandsk arbejdskraft til landet. Så det er andre ting, der fylder nu, og det er jeg helt enig i. Men vi skal stadig passe godt på Danmark og vores værdier. Og det vil jeg blive ved med at kæmpe for,« siger Inger Støjberg.

 

Spørgsmålet:

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, som hun for nylig skrev i et debatindlæg i BT?

De adspurgte fik refereret følgende uddrag:

'Opfylder man derimod kravene i islam og dermed holder ramadan, så betyder det, at man i dag den 21. maj 2018 hverken må spise eller drikke det mindste i tidsrummet kl. 02.54 til kl. 21.29. Man må med andre ord ikke spise eller drikke i mere end 18 timer (...) Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag.'

Resultat:

Meget uenig: 18 %
Delvist uenig: 11 %
Hverken enig eller uenig: 14 %
Delvis enig: 22 %
Meget enig: 26 %
Ved ikke/ønsker ikke at svare: 9 %

 

Kilde: YouGov for B.T. Undersøgelsen er baseret på interview med 1.008 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 29. til 31. maj 2018. Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi, samt stemmeafgivelse ved valget den 18. juni 2015. Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er +/- 3,1 procentpoint.