Den tidligere partihopper og kontroversielle politiker Jens Rohde har fået nyt job.

1. marts bliver han ny direktør for Det europæiske Folkemøde i Mariagerfjord Kommune.

»Vi er glade for, at Jens Rohde har takket ja til jobbet,« skriver Franz Cuculiza, der er bestyrelsesformand for folkemødet, i en pressemeddelelse.

52-årige Jens Rohde havde en både lang og ret atypisk politisk karriere for hele tre forskellige partier.

Han nåede både at repræsentere Venstre, Radikale Venstre og til sidst Kristendemokraterne, og alle tre gange han stoppede i et parti var årsagen, at han var uenig i partiets politik eller med andre personer i partiet.

Det var efter interne stridigheder, at Jens Rohde i 2015 hoppede fra Venstre til Radikale Venstre.

Dengang sendte han en svada mod Venstres stramninger i blandt andet udlændingepolitikken. Stramninger som Rohde ikke mente hørte hjemme i Venstre.

»Jens Rohde har været på en rejse, og den har man kunnet følge i pressen, hvor han har været uenig i den politik, som Venstre og regeringen har fulgt,« sagde Søren Gade, der dengang var gruppeformand i Venstre, 20. december 2015 til DR.

Da Jens Rohde i 2021 skiftede fra Radikale Venstre til Kristendemokraterne var begrundelsen, at han mente, at partiet havde sendt sig selv ud i ligegyldighedens ingenmandsland

»Politisk grunduenighed kan og skal man ikke dække over,« skrev Jens Rohde på Facebook 25. januar 2021 om farvellet til Radikale Venstre.

I august sidste år valgte Jens Rohde så at melde sig ud af Kristendemokraterne, og han lagde da ikke skjul på, at der var markante sammenstød mellem ham og partiet, ikke mindst når det kom til spørgsmålet om abort.

Der er mange abortmodstandere blandt partiets medlemmer, og Jens Rohde mente, at abort er en ukrænkelig rettighed.

»Det er velkendt, at der er områder, hvor vi står noget forskelligt. Det er ikke mindst på abort og homoseksuelles rettigheder,« sagde Jens Rohde til Ritzau, da han forlod partiet.

Franz Cuculiza peger på Jens Rohdes alsidighed som en styrke, mens han ikke nævner noget om de politiske stridigheder, han har været del af i de tre partier.

»Hans alsidighed indbefatter alt lige fra stor kulturel og litterær indsigt, over fem år som medlem af bestyrelsen i Danmarks Nationalbank til politik og frivilligt arbejde som både fodbolddommer og træner. Det er en kæmpe styrke for vort europæiske folkemøde,« skriver han i pressemeddelelsen.