Københavns Politi har nu identificeret en 78-årig mand og sigtet ham for vold, efter at han i august måned groft overfusede to unge kvinder på Biblioteket Danasvej.

Den ene af kvinderne, som bærer tørklæde, optog en video af manden med sin mobiltelefon, mens han vredt råbte, at hun skulle tage sit tørklæde af. Manden kaldte også kvinden for »det sorte lort« og »muslimske lort«

Københavns Politi oplyser nu til B.T., at manden er fundet og at han har modtaget en sigtelse.

»Vi kan bekræfte, at en 78-årig mand er sigtet for vold i den sag, du spørger til. Vi kan ikke oplyse mere om sagen på nuværende tidspunkt, heller ikke om den sigtedes forklaring,« skriver Københavns Politi i en mail til B.T.

Episoden fandt sted fredag 13. august, hvor 20-årige Maya – hvis rigtige identitet er redaktionen bekendt – sidder med sin veninde på Biblioteket Danasvej på Frederiksberg.

Begge kvinder læser til tandlæge og er taget på biblioteket for at læse. Maya har forklaret, at hun pludselig får et slag i ansigtet uden varsel, og herefter begynder manden at råbe, som man kan se på videoen over denne artikel.

Manden råber blandt andet, at Maya er en »muslimsk lort«, »en sort lort«, at hun »skal fise hjem, hvor hun kommer fra«, og flere gange siger han »tag det lort af«, hvilket henviser til Mayas tørklæde.

Til sidst forlader han rummet.

»Hold din kæft, eller du får en flad,« råber den rasende mand på videoen.
»Hold din kæft, eller du får en flad,« råber den rasende mand på videoen.
Vis mere

B.T. erfarer, at den 78-årige mand ikke er sigtet for at have begået en hadforbrydelse. Han har, erfarer B.T., forklaret at han blev vred over, at de to piger snakkede højt på biblioteket og at det var årsagen til, at han reagerede som han gjorde.

Dermed kan manden ikke sigtes for en hadforbrydelse. Der kan dog senere hen blive nedlagt påstand i en eventuel retssag om, at racisme kan blive en strafskærpende omstændighed.

»Jeg er naturligvis glad for, at politiet har identificeret denne her mand og sigtet ham. Jeg håber også, at han sigtes for, at have begået et racistisk motiveret overfald, men på dette område, så fungerer vores retssystem desværre ikke godt nok,« siger Sikandar Siddique, der er politisk leder for Frie Grønne.

»I Danmark er retspraksis, at man kun sigter for en hadforbrydelse, hvis det hele ligesom startede med at være racistisk motiveret. Ikke hvis man siger eller gør racistiske ting, mens overfaldet står på,« siger Siddique.

Sikandar Siddique, Frie Grønne, er rystet over videoen. Han mener, at regeringen ikke foretager sig nok for at komme racisme til livs.
Sikandar Siddique, Frie Grønne, er rystet over videoen. Han mener, at regeringen ikke foretager sig nok for at komme racisme til livs. Foto: Emil Helms
Vis mere

Sikandar Siddique vil – såfremt den 78-årige mand ikke dømmes – opfordre justitsministeren til kigge på lovgivningen og tage initiativ til at retspraksis ændres.