Det er slet ikke nødvendigt med nye møbler og arkitekt-indretning for hundredtusindvis af kroner for at give diplomater et godt indtryk, sådan som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har givet udtryk for.

Faktisk bemærkede den estiske ambassadør i Danmark slet ikke, at det kontor, han onsdag holdt møde i, var indrettet med genbrugsmøbler og Ikea-design.

»Det var rustikt og pænt, minimalistisk med nordisk design. Alt, der var nødvendigt, var der,« siger Märt Volmer til B.T.

Anders Samuelsen begrundede ellers i sidste uge i Politiken nyindretningen af sit ministerkontor, der inkluderer nye borde, stole, reoler, puder og lamper for i alt 340.000 kroner, med følgende ord:

'Man skal huske, at det er et lokale, hvor jeg holder møder med udenrigsministre og ambassadører fra hele verden. Mange af udenrigsministrene er kun i Danmark i få timer, og det er vigtigt, at de rejser herfra med det bedst mulige indtryk af Danmark og ikke f.eks. har siddet og kigget på et vandskadet gulvtæppe. Det her kontor viser Danmark frem fra den smukkeste side,' lød det i et e-mail-svar til avisen.

Anders Samuelsen har begrundet sin nyindretning af sit kontor med, at det skal give 'det bedst mulige indtryk af Danmark.' Arkivfoto
Anders Samuelsen har begrundet sin nyindretning af sit kontor med, at det skal give 'det bedst mulige indtryk af Danmark.' Arkivfoto Foto: CLAUDIO PERI
Vis mere

Men møblerne og indretningen på folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Jeppe Jakobsens kontor var fuldt ud tilfredsstillende, da Estlands ambassadør mødte forsvarsordføreren onsdag formiddag klokken 10 til en snak om de to landes forsvarspolitik.

B.T. talte efter mødet med ambassadøren, der ikke på forhånd vidste, at han ville blive spurgt til indretningen og kvaliteten af kontorets inventar.

»Stolen var god, selvom den ikke var så komfortabel som min egen, men jeg kan ikke klage. Der var ikke noget, der på nogen måde kom i vejen for vores samtale. Jeg tænkte faktisk slet ikke over indretningen, mens jeg var der,« siger han.

Jeppe Jakobsen fortæller, at der bortset fra et nyt tv, købt med penge fra partikassen, ikke er gjort nyindkøb til kontoret, siden han for første gang blev valgt ind i Folketinget for tre år siden.

Tværtimod har han selv betalt for et par af de ting, han har på kontoret.

»Jeg har selv været i Ikea og købt to puder og et tæppe af egen lomme,« siger han.

Bordene på kontoret stod der i forvejen sammen med fire stole. Da Jeppe Jakobsen ønskede flere siddepladser, fik han hentet otte stole ned fra Folketingets depot.

»Jeg ville bare gerne have, at stolene var ens,« siger han om sine krav til inventaret.

Kun et par huller i væggene er blevet spartlet op og malet, efter at den 30-årige politiker overtog lokalet, lyder det.

Jeppe Jakobsen (tv.) tror ikke på, at møbler har betydning for, om et møde mellem diplomater bliver godt og konstruktivt. Arkivfoto 
Jeppe Jakobsen (tv.) tror ikke på, at møbler har betydning for, om et møde mellem diplomater bliver godt og konstruktivt. Arkivfoto  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jeppe Jakobsen tror ikke på, at møbler har betydning for, om et møde mellem diplomater bliver godt og konstruktivt.

»Det skal virkelig være dårlige møbler, for at det kan genere et møde. Så skal en stol være så vakkelvorn, at man dårligt kan holde balancen. Hvis der er pænt og rent og tingene er i ordentlig stand, har indretningen ingen stor indflydelse,« siger han.

Udenrigsministerens særlige rådgiver oplyser, at Anders Samuelsen ikke har nogen kommentarer til artiklen.