»Jeg har gennem et længere stykke tid været træt af Henrik Sass Larsen. Og det ser ud til, det har været gensidigt.«

Sådan lyder det fra den tidligere Socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft til B.T.

Reaktionen fra Lykketoft kommer, efter Henrik Sass Larsen i et interview med Weekendavisen er ude med en markant kritik af netop den tidligere S-formand, som i sin kommende bog kalder den forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for fejlcastet som formand og regeringschef.

Derfor siger Henrik Sass Larsen følgende til Weekendavisen:

»Nu igen. Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned. Hvad lever han for, kan han aldrig få nok? Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere.«

»Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det.«

Mogens Lykketoft giver dog ikke meget for Henrik Sass Larsens udtalelser. Ikke mindst set i lyset af, at Sass Larsen netop har offentliggjort, at han forlader politik til fordel for en direktørstilling i DVCA, der er brancheorganisation for venture- og kapitalfonde.

»Han har meget, han skal have ud, inden han stopper i politik. Og jeg synes, at den slags udtalelser er mærkelige,« siger Mogens Lykketoft.

Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen (im), Helle Thorning-Schmidt og Mogens Lykketoft (tv) ved en folketingssamling i 2011
Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen (im), Helle Thorning-Schmidt og Mogens Lykketoft (tv) ved en folketingssamling i 2011 Foto: Keld Navntoft
Vis mere

I interviewet med Weekendavisen fortæller Henrik Sass Larsen også, at han anser Mogens Lykketoft som den primære årsag til, at Socialdemokratiet i en årrække efter valgnederlaget i 2001 kæmpede med at finde sig selv, var martret af interne stridigheder og i det hele taget havde svært ved at vinde magten tilbage.

»Venstre var blevet det største arbejderparti, og hvad var Socialdemokratiets svar? Ubehjælpeligt fraværende, ubetydelige og tøvende, det var sgu en katastrofe,« siger Henrik Sass Larsen i interviewet.

Samtidig tilføjer han, at han mener, Mogens Lykketoft var 'fejlcastet som socialdemokrat'.

Mogens Lykketoft erkender, at han og Henrik Sass Larsen langt fra er de bedste venner.

»Han virker meget voldsom i sin kritik. Som om han har et eller andet sparet op, som han har behov for at komme af med. Jeg skriver jo bare historien i min bog,« siger Mogens Lykketoft og uddyber:

»Men det er rigtigt, at jeg har været uenig med ham om en meget lang række ting gennem årene.«

Mogens Lykketoft mener samtidig, at Henrik Sass Larsen bør se indad, når det kommer til de kriser, Socialdemokratiet havde op gennem 00'erne og dette årti.

»Henrik Sass Larsen har haft en meget markant rolle i udformningen af de seneste mange års socialdemokratiske politik. Og han skal nok minde sig selv om sin egen rolle. For hans rolle har været markant,« siger Mogens Lykketoft.

Hvad mener du om, at Henrik Sass Larsen kommer med så personligt et angreb mod dig?

»Det har jeg ikke yderligere kommentarer til.«

Hvad mener du om Henrik Sass Larsen som person?

»Jeg har ikke yderligere kommentarer.«