DR skal holde sig fra at lave det, som de kommercielle kanaler laver, og så skal der ske en udfasning af den måde, som den statsejede mediegigant er finansieret på.

Det mener Liberal Alliance, der blander sig i debatten om DR, efter formanden for partiets ungdomsafdeling, Rasmus Brygger, i dagens udgave af Berlingske siger, at man roligt kan undlade at betale licens, da det ikke har nogen konsekvenser, hvis man nægter.

»Vi ser gerne, at man på den lange bane overgår til en eller anden form for abonnementsordning, men vi ønsker ikke at nedlægge DR. Vi er et lille land i et lille sprogområde, og der er ting, som de kommercielle kanaler ikke ville kunne løfte selv,« siger medieordfører Mette Bock (LA) og henviser blandt andet den kommende DR-serie »1864«, som markerer 150-året for tabet af Slesvig.

Netop fordi Liberal Alliance ikke er interesseret i at nedlægge DR, så skal abonnementsordningen, hvor man skal kunne vælge og vrage mellem DRs tilbud og kun betale for det, man gerne vil se, høre eller klikke på, suppleres af en basisfinansiering fra staten, der dog skal være »meget lav«.

Men hvis DR skal have en eksistensberettigelse, så er skæringspunktet for Liberal Alliance, at DR ikke skal lave det, som de kommercielle kanaler laver.

»Hvorfor skal DR udbyde livsstilsprogrammer om mad og bolig, der udsendes side om side med tilsvarende programmer på de kommercielle kanaler? Hvorfor skal DR lave en flow TV-kanal, DR3, til de unge, hvor ganske få timers glimrende egenproduceret stof bliver indpakket i amerikanske serier i stribevis - i stedet for at opbygge et univers for de unge på nettet,« spørger hun i forlængelse af, at 45 procent af de 18-35-årige ifølge en Gallup-måling i Berlingske erklærer sig klar til at droppe DR, hvis de kan slippe for at betale licens.

Det er ifølge Liberal Alliance ikke kun DR, der skal på afvænning, når det kommer til statslig støtte. Mediestøtten skal helt afskaffes.

»Afviklingen af mediestøtten må naturligvis finde sted over en meget lang årrække, så omstillingen bliver mulig på rimelige vilkår,« lyder budskabet fra Mette Bock.