Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl kunne sole sig i opmærksomheden fra de fleste andre partier, da Folketinget tirsdag holdt den store afslutningsdebat. Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen takkede DF for at hjælpe til med at forhindre store dele af VLAK-regeringens politik, de blå ordførere talte pænt om deres parlamentariske grundlag, og den radikale leder Morten Østergaard anklagede Venstre og Socialdemokratiet for at løbe i hælene på Dansk Folkeparti.

Alle partilederne er under pres, og afslutningsdebatten blev et forspil til den valgkamp, der kommer senest om mindre end et år. De to, der er under mest pres er statsministerkandidaterne Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen, der spiller næsten lige op i meningsmålingerne med en lille føring til rød blok.

Samtidig med at Folketinget går på sommerferie, viser en meningsmåling fra Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, at flest vælgere foretrækker hverken Løkke eller Mette Frederiksen som statsminister. Mette Frederiksen er fortsat mere populær som statsministerkandidat end Lars Løkke Rasmussen, men næsten en tredjedel af danskerne savner en tredje kandidat, viser målingen.

Se målingen her.

B.T.s politiske redaktør giver her partilederne karakter efter, hvordan de har klaret sig siden efteråret og hvordan de står nu, med mindre end et år til næste valg. De får stjerner fra 1-6.

Venstres formand Lars Løkke Rasmusen (V),
Venstres formand Lars Løkke Rasmusen (V), Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

LARS LØKKE RASMUSSEN, formand for Venstre, statsminister.
3 stjerner

Han er stadig sin egen værste fjende. Netop som folk var begyndt at glemme de gamle sager, spiste han torsk med kvotekonger og gik med til samtale på sin kones job, så kritikerne fik mulighed for at lave grin med  'Privat-Lars'. Regeringen har fortsat svært ved at få sine ting igennem. Så sent som mandag mislykkedes det at komme igennem med en udligningsreform. Trods alt bøvlet ligger blå blok på 49,3 i Berlingske Barometers gennemsnit af målinger, og det er historisk godt klaret for en regering kort før et valg. Det så meget værre ud for regeringerne i 2011 og 2015 og det har givet regeringspartierne blod på tanden og en tro på at de kan vinde næste valg. Men så lidt som Løkke kan få igennem, burde han for længst have udskrevet valg.

Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen (S)
Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen (S) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

METTE FREDERIKSEN, formand for Socialdemokratiet.
4 stjerner

I en tid, hvor socialdemokratiske partier rundt om i Europa er i dyb krise, er det lykkedes Mette Frederiksen at skabe en succes i Danmark med en ny politik for Socialdemokratiet. En politik, der både lægger afstand til den politik, Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon førte fra 2011-15, og som passer bedre til den tid, vi lever i. Den helt store succes består i, at hun har skabt fuldstændig ro i folketingsgruppen, hvor der næsten ikke er nogen kritik, trods en hård udlændningepolitik, der for få år siden havde skræmt mange socialdemokrater væk. Men i betragtning af hvor dårligt, regeringen præsterer, burde partiet ligge højere i meningsmålingerne, og det giver anledning til bekymring internt.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

KRISTIAN THULESEN DAHL, formand for Dansk Folkeparti.
5 stjerner

DF kom ikke i regering i 2015, og Thulesen lovede at partiet ville have større indflydelse uden for regering. Det skal han måles på, og det er delvis lykkedes. Det er ikke lykkedes DF at få et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, men han har placeret sig strategisk klogt, så han bliver den vigtigste samarbejdspartner for den næste regering - uanset om den er ledet af Lars Løkke eller Mette Frederiksen.

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.
Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

PERNILLE SKIPPER, politisk ordfører for Enhedslisten.
2 stjerner

Det er endnu ikke lykkedes Pernille Skipper at udfylde rollen efter den populære Johanne Schmidt-Nielsen. Hun virker mere teknisk og mindre empatisk. Enhedslisten tegner stadig til at blive holdt væk fra indflydelse i vigtige temaer, hvis Mette Frederiksen vinder næste valg. De har vedtaget, at de kan vælte hende. Det skulle de nok have gjort noget før.

Formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen.
Formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

ANDERS SAMUELSEN, formand for Liberal Alliance, udenrigsminister.
1 stjerne

LA truede sig ind i regeringen med et krav om topskattelettelser, der ikke blev til noget, og truede senere med ikke at stemme for sin egen finanslov, hvis danskerne ikke fik historisk store skattelettelser. De kom heller ikke. LA har fået meget lidt ud af sin regeringsdeltagelse og deres vælgerne har ikke fået meget ud af at stemme på dem.

Alternativets formand Uffe Elbæk.
Alternativets formand Uffe Elbæk. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

UFFE ELBÆK, formand for Alternativet.
2 stjerner

Han skabte et nyt parti og fik det ind i Folketinget på et brus af begejstring. Mange kaldte et en bevægelse og beundrede dets moderne metoder. Men den stemning er fordampet, og partiet blev kendt for uheldige ting som topstyring og chikane. Uffe Elbæk har også skabt tvivl om hvem der skal efterfølge ham, og det øger næppe opbakningen.

Den radikale leder Morten Østergaard.
Den radikale leder Morten Østergaard. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

MORTEN ØSTERGAARD, politisk leder for Det Radikale Venstre.
3 stjerner

Partiet levede i årtier højt på at være midterpartiet med de afgørende stemmer. Under Morten Østergaard er det blevet et fløjparti uden afgørende stemmer og bliver næppe inviteret i regering, hvis Mette Frederiksen vinder. Østergaard har dog opdaget at samfundet er under forandring og har ligefrem bevæget sig ud i parallelsamfundene, hvilket giver ham en ekstra stjerne her.

Den konservative leder Søren Pape Poulsen.
Den konservative leder Søren Pape Poulsen. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

SØREN PAPE POULSEN, formand for Det Konservative Folkeparti, justitsminister.
4 stjerner

Mens regeringen tumlede gennem efteråret, lykkedes det Konservative at holde hovedet højt og undgå at blive blandet ind i skænderierne. Søren Pape gør et godt indtryk som formand og justitsminister, og hans ministerhold fungerer.

Formanden for Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr (SF)
Formanden for Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr (SF) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

PIA OLSEN DYHR, formand for Socialistisk Folkeparti.
2 stjerner.

Det er lykkedes hende at genrejse partiet efter det katastrofale regeringssamarbejde med S og R. Men partiet mangler stadig at finde en ny identitet. Enhedslisten og Alternativet sidder bedre på de røde og grønne værdier, og det er ikke godt nok for SF at være Socialdemokratiet light.