Hvor meget skal du betale i affaldsgebyr om året? Og hvor længe skal du vente på genoptræning?

Vi har kommunalt selvstyre her i landet, og det er vi generelt glade for.

Men forskellene på serviceniveauet i de forskellige kommuner er virkelig stort.

Det kan man ved selvsyn konstatere på et nyt interaktivt kommunalt Danmarkskort, som Dansk Erhverv lancerede i går og som beskrives i Berlingske.

Man kan f.eks. sammenligne ligheder og forskelle på afgifter, skatter, beskæftigelse, digitalisering, sundhed og velfærd - i alt 11 vigtige politiske områder.

Her er nogle af de omtalte forskelle:

I Helsingør kommune venter borgerne i snit 35 dage på genoptræning efter et hospitalsophold, mens naboerne i Gribskov kun skal vente ni. I Køge skal borgerne betale 467 kr. i affaldsgebyr om året, mens gebyret i nabokommunen Stevns kun er 80 kr.

Kommunerne prioriterer forskelligt, og nogle steder vil man måske hellere bruge penge på børn end på ældre eller omvendt. Men kommunerne kunne godt skele lidt til, hvordan man prioriterer i nabokommunerne. Forskellige virksomheder, der udbyder ensartede produkter har jo heller ikke vidt forskellige priser. Et firma kan ikke blive ved med at sælge sit produkt til 467 kr., hvis en konkurrent sælger det til 9 kr.

For nylig foreslog Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i BT, at man indførte en ens kommuneskat som lå på et gennemsnit af den højeste og den laveste kommunalskat, som den er i dag.

Det er et eksempel på, at fremtrædende politikere tænker tanker på det kommunale område, og at et opbrud i fastslåste mønstre kan være på vej. I regeringen arbejder innovationsminister Sophie Løhde (V) på at skabe en offentlig sektor, der gør tingene bedre og billigere.

Under alle omstændigheder er det et godt initiativ, at Dansk Erhverv gør det nemmere at kigge din kommune i kortene og vurdere serviceniveauet. Måske kan det påvirke din stemme ved kommunalvalget 21. november.