Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen fik stor opbakning, da hun søndag mødtes med 300 tillidsfolk på Hotel Comwell i Middelfart.

Her fremlagde hun Socialdemokratiets nye udlændingepolitik, hvor det kun skal være muligt at søge asyl i Danmark fra lejre i Nordafrika - dagen før hun præsenterede planerne på et pressemøde.

Det er noget af en rejse, Mette Frederiksen har været på frem til fremlæggelsen af denne samlede vision.

Så sent som i 2015 sagde hun på Socialdemokratiets kongres:

»Den tid, hvor man kunne slippe af sted med symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya, straksopbremsning og snuptagsløsninger, er en saga blot.«

Nu foreslår hun selv asylstop og lejre i Nordafrika.

»Der er ikke noget galt i skifte holdning. Vores kompas er det samme,« sagde S-formanden i går.

Men kilder i Socialdemokratiet siger til BT, at Mette Frederiksens forvandling rækker længere tilbage.

Da hun skiftede Beskæftigelsesministeriet ud med Justitsministeriet i 2014, fik hun en øjenåbner. Hun opdagede for alvor, hvor store problemerne var med parallelsamfund og kriminalitet blandt unge mænd med ikke-vestlig baggrund.

Den første dag i Justitsministeriet havde Mette Fredeiksen skrevet på en serviet:

»De flygter ikke for sjov. Men vi skal have integrationen til at fungere.«

På det tidspunkt var hun allerede begyndt at bekymre sig om, hvo vidt velfærdssamfundet kunne holde til det stigende pres fra flygtninge og migranter, der er svære at integrere.

Socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil kender Mette Frederiksen godt og sad i hendes kaffeklub Netværket, mens Helle Thorning-Schmidt var formand for Socialdemokratiet. Hun siger:

»Der er stor forskel på flygtningepolitik i 1995 og 2018 - simpelthen på grund af antallet. 60 millioner er på flugt fra krig, vold og forfølgelse rundt om i verden. Mette Frederiksen har ligesom os andre ændret holdning de sidste ti år i takt med, at problemet er vokset internationalt. Situationen i 2015, hvor asylansøgerne gik på motorvejen, var en milepæl for hende og os andre. Mette har haft et mere realistisk blik på asylsysyemet, end jeg har i en årrække. Hun har insisteret på, at folk skal kunne være en del af fællesskabet. Jeg har været længere om at indse problemerne ved asylsystemet,« siger Pernille Rosenkrantz Theil.

Partiets udlændingeordfører Matthias Tesfaye har skrevet en bog om den pinefulde fortælling om Socialdemokratiets udlændingepolitik gennem 50 år, »Velkommen Mustafa«.

»Socialdemokratiet har deltaget i alle opstramninger af udlændingeloven siden 1986 i takt med at tilstrømningen til Danmark er steget,« siger han.

»Vi er politikere i et velfærdssamfund, som mange gerne vil til, og vi kan ikke indrette vores politik efter et utopisk verdenssyn. Mette Frederiksen og vi andre er ikke pludselig drejet om et skarpt hjørne for et par år siden. Vi har gennemgået en udvikling i takt med, at vi kan se, at integrationen ikke kommer af sig selv, og at det har store konsekvenser for vores samfund, hvis vi ikke får tilstrømningen ned. Det var en øjenåbner for hende at blive justitsminister, hvor hun sikkert også fik indblik i nogle sikkerhedsmæssige problemer. Men allerede da hun var ligestillingsordfører i nullerne, havde hun et blik for indvandrerkvindernes problemer.«

»Vi er ikke immune overfor virkeligheden. De første socialdemokrater, der råbte vagt i gevær, var jo Vestegnsborgmestrene, der giftede unge kvinder med folk, de slet ikke kendte, og oplevede, hvordan færre og færre kom til børnefødselsdage, og man måtte hyre private vagtværn for at afholde en gymnasiefest. Vi har mange borgmestre, der har problemerne tæt inde på livet. Selv i 2017, hvor der ikke kom ret mange asylansøgere, har vi alligevel skrevet 10.000 opholdstilladelser. Det er 100 til hver kommune. År efter år. Og som Mette siger: Vi skal kunne følge med,« siger Matthias Tesfaye.

En af de S-politikere, som Mette Frederiksen lytter til, er netop borgmesteren i Herlev Thomas Gyldal Petersen. En anden er Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand Henrik Sass Larsen, som meget længe har været på den hårde kurs. Og han røbede faktisk en del af den nye politik 1. maj sidste år.

»Hvis vi selv kunne styre indvandringen sådan, at vi i lejre rundt omkring i verden kunne lave interviews og finde ud af, hvem der er de bedste at få hertil, så de er mest muligt integrationsegnede, så ville det være at foretrække,« sagde han.

Der er ingen tvivl om, at Sass har haft stor indflydelse på den endelige udformning af partiets nye udlændingepolitik.

»Henrik Sass så meget tidligt og præcist disse problemer allerede omkring år 2000,« siger Mattias Tesfaye.

Politisk ordfører Nicolai Wammen har også direkte kendskab til problemerne fra sin tid som borgmester i Aarhus, hvor han tog initiativ til nedrivning af boligblokke i ghettoen Gellerup-parken.

»Vi synes, det er det stærkeste bud, noget parti har lagt frem. Asylsystemet i Europa i dag er brudt sammen. De seneste tre år er 10.000 børn, kvinder og mænd druknet eller savnet på Middelhavet. Det svarer til at seks skibe på størrelse med Titanic er gået ned. Det er en humanitær katastrofe, og dette er vores bud på, hvordan vi tackler dette problem,«  siger han.

Tidligere har I jo ment, at den slags var symbolpolitik. Hvornår skiftede i mening?

»Vi har allesammen bevæget os de seneste år. Jeg var den første borgmester, der samlede en by om nedrivning af ghettoboligblokke. Alle partier har begået fejl i integrationspolitikken i årevis. Nu kommer vi for første gang med en ny vision,« siger han.

FAKTA: Det har Mette Frederiksen sagt gennem tiden:

Politiken, 2000: Frederiksen talte også imod at stramme reglerne om familiesammenføring. »Ethvert menneske skal selvfølgelig have mulighed for at være sammen med sine børn, sin ægtefælle og sine gamle forældre. Det burde da være indlysende.«

BT, november 2001: Mette Frederiksen advarer mod, at Socialdemokraterne kaster sig ind i strammerkapløbet: »Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet.«

Berlingske, november 2001: Mette Frederiksen kommenterer et forslag om at hæve grænsen for, hvornår man kan få familiesammenføring fra 18 til 21 år. »Det er principielt og grundlæggende problematisk, at man som politiker vil blande sig i, hvem folk gifter sig med.«

Politiken, februar 2002: Efter valget leverede Mette Frederiksen igen en opsang til partiledelsen. »Vi kan lige så godt være ærlige. Vi i Socialdemokratiet har båret ved til den nationale løgn om, at antallet af indvandrere var det store problem frem for at fokusere på integration.«

Berlingske,  september 2003: Mette Frederiksen var loren ved, at Socialdemokraterne gik med i et udlændingepolitisk forlig med Dansk Folkeparti og VK-regeringen. »Min personlige holdning er, at jeg kun nødtvungent samarbejder med Dansk Folkeparti. Det kan ske på helt konkrete praktiske politiske punkter, hvor de er en del af flertallet. Det handler om den parlamentariske virkelighed.«

Socialdemokratiets kongres, september 2015: »Jeg er overbevist om, at den tid, hvor man kunne slippe af sted med symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya, straksopbremsning og snuptagsløsninger, er en saga blot. Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke: Velkommen til virkeligheden.«

Rizau, januar 2016: Mette Frederiksen, er enig i forslaget fra partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, om, at flygtninge skal blive i lejre i deres nærområder og søge asyl derfra i stedet for at rejse til Danmark og søge asyl: » Det er helt tydeligt, at vi bliver nødt til at finde nogle mere holdbare løsninger på flygtningesituationen. Vi skal have mere bistand til nærområderne, så flygtningelejrene får en bedre kvalitet. Hvis vi skal hjælpe flere flygtninge og også de gravide, ældre, handicappede, som ikke kan flygte over Middelhavet, så skal vi gå den vej.«

Præsentation af principprogram, april 2017: »Selvfølgelig fylder udlændingespørgsmålet mere, end det gjorde før. Hvis vi vil sikre vores velfærdssamfund, bliver vi nødt til at sikre os, at vi ikke tager imod flere indvandrere, end hvad vi kan håndtere.«

Den nye S-politik vil blive bakket op af en stor kommerciel kampagne med videoer, plakater, husstandsomdelte brochurer, radioreklamer, udspil til download m.m.