De lidt over 9.000 beboere i Danmarks største ghetto, Vollsmose, kan godt begynde at indstille sig på, at Odense-bydelen fremover får nyt navn.

I hvert fald hvis partiet Venstre i Odense Byråd får magt, som det har agt.

Samtidig med navneskiftet lægger partiet op til at sælge hver tredje lejlighed som ejerlejlighed. Flere boligblokke skal rives ned, og på soklen skal der opføres nye rækkehuse, skriver Venstre i udspillet, som partiet har fremlagt søndag. Endelig skal de 13-17-årige tilknyttes en mentor.

Det nye navn skal findes i en konkurrence, hvor indbyggerne kan gives deres besvv med.

»Vi vil ikke gå ud og sige, hvad det skal hedde. Vi vil samarbejde med beboerne og de andre partier i byrådet om at finde et nyt navn,« siger Venstres gruppeformand i Odense Byråd, Christoffer Lilleholt.

Området, hvor Vollsmose er opført, er siden 1682 kendt som Wolds Mose efter det gammeldanske ord 'wall', der betyder slette eller græsgang samt ordet mose. Bebyggelsen på den anden side af den gennemgående vej Vollsmose Allé hedder Biskorup, ligesom også stednavnet Sankt Jørgens Mark har været brugt. Det kunne være nogle muligheder, siger Christoffer Lilleholt, der er sikker på, at et navneskift sammen med Venstres andre forslag vil kunne løfte området.

»Jeg tror, det kommer til at gøre en forskel, og jeg oplever opbakning fra andre - både beboere og politiske modstandere. Der er i hvert fald ingen, der har afvist forslaget helt.« siger han.

At der er brug for at ændre området grundlæggende mærkede han selv så sent som fredag, da han blev interviewet af TV 2/Fyn om forslaget.

»Der var flere, der kastede colaflasker efter os og i det hele taget opførte sig truende. Det oplever vi ikke andre steder i Odense, og derfor må vi gøre noget nu,« siger han.

Tiltagene skal knække kriminalitetskurven i området. Kun i Gellerupparken i Aarhus er der ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriets officielle ghettoliste flere dømte indbyggere end i Vollsmose.

Vil du selv flytte derud?

»Hvis området bliver attraktivt, kunne jeg da sagtens finde på at flytte derud. Det er jo nogle ret naturskønne områder,« siger Christoffer Lilleholt, der selv bor i centrum af Odense.