Uffe Elbæk og Alternativet fik hele ti mandater ved seneste Folketingsvalg, og det var partilederen overordentligt glad for på valgaftenen.

Det kan godt være, at den private ejendomsret er sikret i Grundloven, men står det til formand for Alternativet, Uffe Elbæk, så skal danske boligejere ikke længere eje den jord og grund, deres hus står på.

Partilederen fortæller til BT forud for, at han vil præsentere 38 ideer på Alternativets landsmøde i weekenden, at han, for at skabe et mere lige samfund, således er klar til et opgør med at ‘boligen er ukrænkelig,’ som det ellers udtrykkeligt fremgår i Danmarks forfatnings kapitel otte.

»Det mest ulighedsskabende i Danmark er forskellen på at eje og leje. Det siger alle økonomer. Men derudover er det her en principiel tilgang til spørgsmål om, hvorvidt nogle kan eje det, der er fælles for alle, nemlig vores jord, vand og luft,« siger han og fortsætter:

»Det, der definerer din vej gennem livet, er, om man er født ind i en familie, der enten ejer eller lejer. Jeg synes ikke, at man skal kunne kapitalisere på værdistigninger ved køb og salg af ejendom.«

Ifølge Uffe Elbæk vil de 38 ideer, som Alternativet, der har ti mandater i Folketinget, præsenterer på landsmødet have et ‘samfundsforandrende potentiale.’

Og selvom han understreger, at han mener ideerne alvorligt, så erkender han samtidig, at der er overordentlig lang vej, før privatpersoner ikke længere må eje den grund, deres hus står på.

»Det er klart, at det er så grundlæggende en ændring af den måde, vi har indrettet vores samfund på, så det er måske noget, der har et 75-års perspektiv. Så det er ikke et forslag, som Alternativet vil stille i Folketingssalen, og der er ingen, der skal være bange for, at vi kommer og tager folks jord, men på sigt ønsker jeg, at jorden bliver fælleseje,« siger han.

Hvis man fortsat må eje selve huset, vil markedet så ikke bare indrette sig efter det og teoretisk set skabe tilsvarende værdistigninger, så man er lige vidt i forhold til ulighed?

»Det må man så kigge på til den tid, og det er jo det, vi skal diskutere. Det her er en invitation til at diskutere nogle af de ting, vi tager for givet i dag,« siger Uffe Elbæk.