En udskældt video, hvor Socialdemokratiet gennemgår Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsens syv 'faser', herunder hans meget omtalte stålsatte øjne, er nu trukket tilbage.

Det sker i kølvandet på massiv kritik fra politiske modstandere. Det er dog ikke kritikken, der har fået partiet til at trække videoen tilbage - men derimod, at partiet er på kant med reglerne om ophavsret.

»Der er opstået tvivl om ophavsretten til nogle af billederne i klippet og for at være på den sikre side, har vi valgt at tage klippet ned igen,« forklarede Socialdemokratiets pressechef Mads Brandstrup til DR Nyheder mandag aften.

Han ønsker ikke at uddybe baggrunden over for BT, ligesom han heller ikke ønsker at gå nærmere ind i hvad 'tvivl' dækker over.

Det fremgår af videoen, som BT har set før den blev fjernet fra Socialdemokratiets sociale medier, at flere af tv-klippene er produceret af DR Nyheders fotografer, men Socialdemokratiet ønsker ikke oplyse, om det er DR, der har bedt partiet fjerne videoen.

Pressechef Mads Brandstrup henviser i stedet til Dan Jørgensen, der er næstformand for folketingsgruppen. Han vil gerne tale om videoen, som blev delt vidt og bredt på Facebook - blandt andet af flere prominente socialdemokrater.

»Jeg synes sådan set stadig, vores video er helt rimelig, når det kommer til indholdet af den. Det kan vi godt tale om,« siger han, da BT fanger ham på telefonen kort før tirsdagens gruppemøde.

Han erkender, at det ikke ser så godt ud, når et politisk parti havner på kant med en af landets love.

»Det er da selvfølgelig trælst, hvis der er lavet en fodfejl i forhold til ophavsretten, men grundlæggende set vil vi selvfølgelig gerne ud med vores budskab. Det havde vi håbet kunne komme bedre ud.«

Det er i øvrigt ikke første gang, Socialdemokratiet har været på kant med ophavsretsloven. I januar sidste år lavede partiet en video på baggrund af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale, hvor han proklamerede sin begejstring for Matador. Videoen, der rummer klip fra den folkekære tv-serie, blev efterfølgende fjernet.

Henrik Faursby Ahlers har som sekretariatschef i Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde under hovedorganisationen Akademikerne gennem en årrække arbejdet med netop ophavsret. Uden at gå helt ind i den konkrete sag, som han ikke kender detaljerne i, siger han:

»Udgangspunktet er, at man ikke bare kan bruge tv-billeder uden at spørge om lov. Når vi afholder kurser plejer vi at sige, at der er tre sammenhænge, hvor man virkelig skal passe på. Det er politiske, religiøse eller seksuelle sammenhænge,« siger han.

Findes der situationer, hvor det vil være lovligt at bruge tv-klip fra DR eller TV 2 i en kampagnevideo uden at have spurgt om lov?

»Hvis billederne er omfattet af ophavsretsloven, og det er de jo med mindre de er lagt ud til fri afbenyttelse efter reglerne om public domain, vil der alt andet lige være tale om en krænkelse. De undtagelsesbestemmelser, der er, er ikke relevante her. Når en journalist eller fotograf har færdiggjort en artikel eller en optagelse, er der ophavsret på materialet,« siger Henrik Faursby Ahlers.

Docent og områdechef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Vibeke Borberg, er ikke imponeret over Socialdemokratiets fremgangsmåde.

»Det er påfaldende, at et parti, der gerne vil have magten i Danmark i deres egne produktioner ikke kan finde ud af at overholde basal dansk lovgivning. Det er en dårlig sag, at man ikke kan finde ud af at bruge beskyttet digitalt materiale korrekt,« siger hun.

Tilbage på Christiansborg lover Dan Jørgensen nu, at partiets kampagnefolk fremover vil gøre sig mere umage inden de 'låner' tv-billeder til en ny kampagnevideo.

»Selvfølgelig skal dem, der laver det tjekke det bedre i fremtiden,« siger han.

Vibeke Borberg ser frem til at følge med i, hvordan det går næste gang, Socialdemokratiet laver en video til sociale medier.

»Det er vist ikke første gang, at Socialdemokratiet har brugt materiale som var ophavsretsretligt beskyttet, så partiet har tilsyneladende ikke taget ved lære af tidligere tilfælde,« siger hun.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra DR.