Det kom i starten af februar frem, at Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt blev pågrebet og anholdt for at køre bil med kokain i blodet sidste år. Nu viser det sig, at PET allerede kendte til narkokørslen i sommer.

Det oplyser Radio24Syv.

Venstre-profilen blev anholdt med kokain i blodet den 4. juli sidste år.

Politiet stoppede ham på grund af en lygtefejl, men opfangede hurtigt, at han var påvirket. Derfor fik han foretaget en blodprøve, som fældede ham for narkokørsel.

Men selvom det først kom frem i offentligheden over et halvt år senere, har Politiets Efterretningstjeneste kendt til anholdelsen fra starten af.

»I forbindelse med anholdelse af personer, der er omfattet af parlamentarisk immunitet, er det procedure, at Københavns Politi orienterer Politiets Efterretningstjeneste. Det er også sket i sagen her, oplyser Københavns Politis kommunikationssektion til programmet, det skriver Ekstra Bladet.

Radio24syv har gennem de seneste to uger forsøgt at finde ud af, om justitsminister Søren Pape Poulsen kendte til anholdelsen tilbage i sommer. Det mener den tidligere operative chef i PET, at han højst sandsynlig har, men hverken PET eller Søren Pape har ønsket at udtale sig.

Jakob Engel-Schmit har fået en bøde og frakendt sit kørekort i tre år.

BT har tidligere talt med ham, her fortalte han, at han er flov over sine handlinger:

»Jeg er utrolig flov. Jeg tager både straffen og de offentlige kommentarer, der følger med. Det har jeg fortjent.«

I en længere opdatering på Facebook, skriver han, at det er 'hans livs fejltagelse'.