Siden 1980 har danskerne sat havestolene frem sidst i marts sammen med uret - og tilbage igen sidst i oktober. Men det kan være slut nu.

Torsdag middag stemmer Europa-Parlamentet om sommertidens fremtid i Europa.

Afstemningen er ikke bindende, men er parlamentets forsøg på at presse EU-Kommissionen til at stille et lovforslag, som ender med et EU-direktiv, der binder medlemslandene.

Jørgen Bak har stået i spidsen for 4.000 medlemmer i Landsforeningen mod Sommertid siden foreningen blev stiftet i 2000. Han har med egne ord »altid været irriteret« over, at vi to gange årligt må have fat i bornholmeruret.

»Det er farligt for vores livsrytme, fordi sommertiden griber ind i vores biologiske ur, som er lidt længere end 24 timer. Det betyder, at vi om foråret, ikke er helt friske og dermed mindre opmærksomme og effektive,« mener han.

Netop sundhed var årsagen til, at Rusland i 2011 afskaffede sommertid, da den ifølge russiske politikere forårsagede stress. Premierminister Medvedev mente sågar, sommertiden hidsede køerne op.

Og der er noget om sommertidens påvirkning af vores helbred. En undersøgelse fra det anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine viste i 2008, at der i ugen efter, vi er gået over til sommertid, dør omkring 20 flere af hjertetilfælde i Sverige end normalt.

Løkkegaard: »Jeg har ikke ligget søvnløs«

Det er særligt de finske politikere i EU, der er fortalere for at afskaffe sommertid. De 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet er mere delte i spørgsmålet.

Christel Schaldemose (S) og Margrete Auken (SF) er ligesom Morten Messerschmidt (DF) imod.

»Min grundlæggende tilgang er, at det er fuldstændig latterligt, at EU skal afgøre det. Det skal Folketinget og medlemslandene tage sig af,« siger han til TV 2.

Morten Løkkegaard (V) er til gengæld »forsigtigt positiv«:

»Det er ikke noget, jeg har ligget søvnløs over, men jeg bakker op om at kigge på det. Jeg har dog også sympati for et ændringsforslag fra den konservative gruppe om at undersøge det lidt nærmere, før vi tager stilling,« siger han.

Folkebevægelsen mod EUs Rina Ronja Kari stemmer til gengæld for afskaffelsen af sommertid.

»Jeg kan godt lide lyse sommernætter, men der er mange ulemper. Dem mærker jeg også selv som mor. Sommertid går ud over børnene. Og selv om jeg ikke normalt er en politiker, der retter ind efter erhvervslivet, så synes jeg også, vi må lytte til lastbilchaufførerne, der er meget gererede af sommertide. Jeg så gerne, at medlemslandene bestemte selv, men når det nu er EU, der bestemmer, kan vi passende afskaffe det,« siger hun.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12 i Strasbourg.