Et politisk flertal har aftalt S-togsdriften skal i udbud. MTR Nordic, der opererer tog i Sverige, er klar.

København. Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale er blevet enige om, at sende S-togsdriften i udbud og samtidig indføre førerløse tog. MTR Holding, der driver metro og tog verden over, melder sig klar til at byde ind på opgaven.

- Vi er som sådan parat til at byde ind på både drift og vedligeholdelse, når S-togene bliver sendt i udbud. Det har vi ganske meget erfaring med, siger Public Affairs Manager i MTR Nordic Erik Pauldin.

- Vi ser et stort potentiale. De store byer vokser verden over, og offentlig transport kommer til at spille en større og større rolle.

MTR Nordic er ejet af den globale, Hongkong-baserede koncern MTR Corporation. MTR Nordic driver metroen og togsystemet i Stockholm, mens koncernen driver tog i blandt andet Storbritannien, Hongkong og Australien.

DSB har indtil nu stået for driften af S-togene, der er den mest lukrative del af forretningen. Der har dog længe været kritik af driften.

DSB's regnskab for tredje kvartal viser, at punktligheden i S-togene er faldet til 91,3 procent fra 92,6 procent året før.

- Hvis S-togene har nogle problemer i dag, så er der plads til forbedringer i fremtiden, siger Erik Pauldin.

- Det vil selvfølgelig være en stor udfordring for det selskab, der vinder kontrakten, men vi mener, at vi har gode muligheder for rent faktisk at gøre en forskel.

- Vi har lavet mange forbedringer i Stockholm, når det kommer til punktlighed og kundetilfredshed.

Ifølge MTR Nordics egne tal har man øget punktligheden i Stockholms metro fra 93,5 procent i 2010 til nu 97,7 procent og kundetilfredsheden fra 78 til 84 procent.

Samtidig siger Erik Pauldin, at danskerne ikke behøver at frygte prisstigninger.

- I Stockholm er billetpriserne afgjort politisk, så det har vi ikke nogen indflydelse på.

- Sådan er det mange steder i verden, så det er et forhold, vi er helt klar til og også vil være parat til at arbejde under i København, siger han.

/ritzau/