Nationalbanken advarer i skarpe vendinger regeringen mod at skabe ny boligboble

Nationalbanken har helt ekstraordinært anbefalet regeringen at skrotte sit forslag om sparke ekstra gang i salget af sommerhuse.

Regeringen vil hæve lånegrænsen for fritidshuse fra 60 til 75 pct. På den måde bliver det markant billigere at låne til købet et sommerhus, fordi renten på realkreditlån er langt mere spiselig for mange mennesker end renten på banklån.

Men det er en farlig vej at gå, siger Nationalbanken.

Det er »et skridt i den forkerte retning, da det mindsker sikkerheden bag realkreditoblogationerne,« skriver bankens vicedirektør Karsten Biltoft i et opsigtsvækkende høringssvar til Folketinget. Han er chef for Finansiel Stabilitet, som er det kontor i Nationalbanken, der har til opgave at advare mod en ny finanskrise.

Karsten Biltoft anfører, at markedet for fritidshuse er meget påvirkeligt, og det gør udlån mere risikable. Desuden markedet allerede på vej op, hvorfor det er unødvendigt at lempe lovgivningen.

Fra 2011 til 2015 steget salget af sommerhuse med 44 pct. Flere ejendomsmæglerkæder melder om stigninger i 2016 på mellem 10 og 17 pct. i forhold til året før.

Boligøkonom Morten Skat fra Syddansk Universitet er enig i Nationalbankens advarsel.

»Det er først og fremmest et helt forkert tidspunkt at slække på lånebetingelserne. Det er der ingen grund til. Sommerhusmarkedet er ved at komme sig. Lovforslaget lægger op til mere lånefinansieret forbrug, og det er et bidrag i den forkerte retning. Det kan føre til en boligboble, der brister,« siger Morten Skak.

Men den vurdering er erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) lodret uenig i.

»Der er helt styr på situationen,« sagde han, da Folketinget tirsdag behandlede sagen.

»Forslaget kan rigtig nok give højere priser. Det vil vi gerne understøtte. Vi vurderer ikke, at dette forslag vil øge risikoen for en boligboble,« sagde han og tilføjede, at regeringen normalt er i tæt dialog med Nationalbanken. I denne sag ser man bare forskelligt på risikoen.

Regeringsens forslag støttes af Dansk Folkeparti, mens de øvrige partier er skeptiske. Socialdemokraternes boligordfører Kaare Dybvad begrunder sin kritik af forslaget med, at han ikke vil stå om fem-seks år og risikere at blive gjort ansvarlig for en ny finanskrise.

»Det er en alvorlig advarsel Nationalbanken kommer med, og den skal man da lytte til,« siger Kaare Dybvad.

»Når Nationalbanken råber vagt i gevær,« gør det indtryk siger Martin Lidegaard (R).

Den Internationale Valutafond har tidligere peget på, at det københavnske ejerlejlighedsmarked er så glohedt, at der allerede er skabt en ny prisboble.