Anklagerne mod den konservative profil Naser Khader er ikke rar læsning for hans bagland.

Og hvis det viser sig, at de fem kvinder, der ifølge DR har anklaget det fremtrædende folketingsmedlem for overgreb, taler sandt, så er hans fremtid som folketingskandidat mildest talt usikker.

»Hvis der er den mindste smule sandhed i de anklager, så er det rystende,« siger Mogens Schwensen, der er formand i den konservative vælgerforening i Sorø, hvor Naser Khader er valgt som kandidat.

Han understreger, at det i sidste ende er op til de lokale medlemmer, men at »han ikke har gode odds for at blive genopstillet,« hvis anklagerne holder vand.

Keld Holm, der er konservativ formand for Sjællands Storkreds, hvor Khader er opstillet, kalder over for DR anklagerne »dybt ubehagelige«.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

TIP OS! Har du kendskab til sagen, eller sidder du med oplysninger, der endnu ikke har været fremme, så skriv en mail til B.T.s journalist på psin@bt.dk.

»Det er lige lovlig tidligt at sige det, men vi kommer til at forholde os til det i løbet af i dag,« siger Keld Holm.

Også i Khaders vælgerforening i Roskilde ser man med alvor på anklagerne.

»Jeg er vældig trist over at læse det her. Det må og skal undersøges helt til bunds,« siger formand Klaus Aare Bang.

Begge de lokale vælgerforeningsformænd understreger, at »man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist«.

De opfordrer samstemmende den konservative partiledelse til at undersøge sagen og reagere.

B.T. forsøger at få en kommentar fra partileder Søren Pape Poulsen eller den øvrige ledelse af De Konservative.

B.T. forsøger også at få en kommentar fra Naser Khaders vælgerforening i Ringsted samt et uddybende interview med Khaders storkredsformand.

Opdateres ...