PET har opgjort antallet af danske Syrienskrigere til at være »mindst 100«. Men det er højst usandsynligt, at det tal stadig er dækkende, siger forsker ved tænketanken Hudson Institute Naser Khader til Berlingske.

»Tallet er stigende i mange andre lande, så hvorfor skulle det ikke være tilfældet i Danmark? Personligt er jeg ikke i tvivl om, at det er højere end de »mindst 100«,« siger Khader til Berlingske.

Derfor opfordrer han PET til at oplyse, om antallet af danske Syrienskrigere stadig holder stik i forhold til den seneste analyse fra juni i år.

Læs også:

Til Berlingske siger PET, at det stadig er den opgørelse, der gælder, og at det er det officielle tal, man arbejder med.

»Siden PETs opgørelse, har Islamisk Stat jo haft stor succes, og succes tiltrækker nye rekrutter. Desuden har Islamisk Stat nedsat en gruppe, der udelukkende skal rekruttere vesterlændinge. Og endelig er folk blevet bedre til at rejse til Syrien under radaren,« siger Naser Khader.

Den svenske efterretningstjeneste. Säpo, oplyste for nylig ifølge Aftonbladet, at op mod 300 svenske statsborgere nu kæmper for Islamisk Stat i Syrien og Irak. I Tyskland er tallet anslået til 550 personer.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er enig i, at det kan være et svært tal at opgøre.

»De tal, som vi får oplyst, er jo de personer, som vi har sikkerhed for, er taget af sted, og som er registreret. Man kan ikke udelukke, at der er et mørketal. Jeg har forstået, at de tal som blandt andet Sverige er fremkommet med, både er dem man har registreret, og dem man formoder kan være taget af sted. Og det er selvfølgelig to forskellige typer af tal,« siger han.

Læs også:

Tidligere har tal vist, at Danmark og Belgien er de lande i EU, der sender flest Syrienskrigere af sted per indbygger. Den »rangliste« drog handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) tvivl om tidligere på efteråret. Han mente, at tallene for Danmark muligvis var højere, fordi vi er bedre til at opgøre, hvor mange der tager afsted.

Martin Lidegaard mener, at også det er svært at vide noget med sikkerhed om, fordi mørketallene er så store.

»Umiddelbart er det svært at se, hvorfor Danmark skulle have flere Syrienskrigere per indbygger end andre lande. Men Danmark har været udsat på grund af Muhammed-tegningerne blandt andet, så man kan ikke udelukke det. Men det er svært at sige noget med sikkerhed,« siger udenrigsministeren.