Den tidligere skatteminister Peter Christensen blev ikke valgt ind i Folketinget.

Venstre-politikeren Peter Christensen fik ikke nok stemmer til at komme i Folketinget ved gårsdagens valg. Det oplyser han selv på sin Facebook-profil:

Her skriver han blandt andet, at »Venstre har fået en røvfuld af Dansk folkeparti - og det har jeg også.«

Han takker af efter 14 år i Folketinget.

Flere havde spekuleret i, at Peter Christensen stod til at få en ministerpost, hvis Venstre ender med at danne en mindretalsregering.

Den 40-årige sønderjyde har været en af Lars Løkke Rasmussens (V) mest solide støtter og menes at have været i den absolutte inderkreds omkring Venstre-formanden.

I 2011 fik han næsten 13.000 personlige stemmer i Sydjyllands Storskreds.