Advokat Mette Grith Stage forstår ikke, hvordan det kunne ende med, at Morten Østergaard måtte trække sig som politisk leder for De Radikale.

»Der bør være en udløbsdato på dumheder, ligesom der også er i det strafferetslige system, hvor jeg agerer til hverdag,« siger hun.

En af Danmarks førende forsvarsadvokater kommer her med sin klare mening om onsdagens politiske drama, der endte med et øjeblikkeligt exit for en af Danmarks førende politikere. På Twitter skriver Mette Grith Stage 'Aj, stop nu jer selv' i forhold til den kontante konsekvens for Morten Østergaard for at have lagt en hånd på låret af partifællen Lotte Rod for 10 år siden.

Hun uddyber sit synspunkt over for B.T. og drager altså en parallel til sit eget erhverv.

Mette Grith Stage mener, at De Radikale har overreageret.
Mette Grith Stage mener, at De Radikale har overreageret. Sarah Christine Nørgaard

»Man kan jo ikke miste sit kørekort, hvis man for 10 år siden kørte over for rødt, og det med at lægge hånden på et lår må ligge i kategorien af bagateller – ligesom at køre over for rødt lys. Jeg synes, at den her krænkelsesdebat er kørt af sporet. Den har taget overhånd, og der er gået for meget MeToo i det hele,« siger Mette Grith Stage.

Advokaten er opmærksom på, at det også er den efterfølgende håndtering af sagen fra Morten Østergaards side, der er endt med at koste topposten hos De Radikale. En håndtering, hun uden omsvøb kalder for 'amatøragtig'. Hun tilføjer:

»Men han har ikke fejlet i forhold til håndteringen af en national krise, han har ikke kørt spirituskørsel eller lavet skattesvindel eller noget i den stil. Hvis det var tilfældet, var det oplagt, at han måtte trække sig. Men når han har håndteret noget så amatøragtigt, må vi kigge på, hvad det er, han har håndteret amatøragtigt. Og hvis det så i virkeligheden er noget, hvor man kan undre sig over, at det overhovedet er blevet et issue, så er det for nemt,« siger Mette Grith Stage, der mener, at De Radikale 'skulle få nogle rigtige problemer at beskæftige sig med'.

Også debattør og foredragsholder Lotte Heise mener, at Morten Østergaards hånd på Lotte Rods lår hører til i afdelingen af små forseelser. Men hun mener dog, at resultatet af onsdagens gruppemøde i partiet er helt i orden.

Lotte Heise mener, at det i orden, at Morten Østergaard ikke længere er radikal leder.
Lotte Heise mener, at det i orden, at Morten Østergaard ikke længere er radikal leder. Kim Haugaard

»Det er fint nok, men det er nok også med en meget stor kam, vi reder her. Og når man gør det, kommer der alt muligt med. Men hvis man gerne vil statuere et eksempel, så er det måske godt nok for De Radikale,« siger Lotte Heise til B.T.:

»Jeg synes også, at det er fint, at han i gåseøjne bliver straffet for det: Det er ham selv, der har taget beslutningen – men hvis ikke han havde gjort det, ville han nok have en dårlig smag i munden. Men selvfølgelig kan man sige, at der er mange andre derude, der skal straffes meget hårdere. Men dem finder vi måske ikke lige.«

Hun mener, at Morten Østergaard i en tid med fokus på MeToo og antisexisme blev nødt til at tage den beslutning, han gjorde.

»Det, man kan sige, er, at det er så integereret en del af vores kultur, at mænd taler lidt mere ned til kvinder end omvendt. Det ligger både i vores sprog og fysiske natur, at der er ekstrem stor forskel på mænd og kvinder. Det har der været i mange år, og det er der bare stadigvæk. Det er helt o.k. for en mand at sige, 'du er sgu en dejlig pige', til en kvinde på 45 år, men vi siger jo ikke om en eller anden mand i fjernsynet, at han er en 'pæn dreng'. Det siger vi jo ikke. Det er jo et dybt samfundsmæssigt problem,« siger Lotte Heise, der tilføjer, at 'det dog nok ikke bliver Morten Østergaard-sagen, der ændrer verden, desværre'.

Jesper Buch mener, at Morten Østergaard ikke skulle have sagt farvel til posten som leder af De Radikale.
Jesper Buch mener, at Morten Østergaard ikke skulle have sagt farvel til posten som leder af De Radikale. Linda Kastrup

Andre kendte danskere har givet deres mening til kende på sociale medier.

Den succesfulde iværksætter og Just-Eat-stifter Jesper Buch har på Facebook i en kommentar skrevet, at konsekvensen for Morten Østergaard har været for hård.

'Det er for langt ude. Der er sateme meget, Morten og jeg er politisk uenige om, men har altid syntes, at han var en god politiker. Har aldrig lagt en hånd på et lår, uden at jeg har været sikker på at lave et 'home run', men så har jeg sgu lavet andre fjollede ting ligesom mange andre,' lyder det fra 'Løvens hule'-medlemmet, der med en reference til netop det populære DR-program tilføjer hashtagget 'afdengrunderjegudeafpolitik'.

På Twitter skriver den tidligere mangeårige politiske TV 2-reporter Anders Langballe:

'Morten er den mest ordentlige og empatiske politiker, jeg mødte i mine 20 år i dansk politik og danske medier. Håber kulturkampen herfra skal handle om, at empati og ordentlighed fortrænger fortidens brutale og maskuline ledelsesfilosofi. At min ven er første offer, er sgu forkert,' skriver journalisten, der i dag er kommunikationschef hos Danske Handicaporganisationer.

Komiker og tv-vært Lasse Rimmer mener på Facebook, at sagen er udtryk for en principiel tendens.

'Morten Østergaard havde stadig siddet på posten, hvis ikke de andre mænd i R's folketingsgruppe havde følt sig urimeligt mistænkeliggjort ved, at der ikke blev sat navn på den skyldige. Når ingen er skyldige, er alle skyldige. Kulturen ER enkeltsagerne. Det betyder noget, om der bliver peget og sagt navne højt,' skriver han blandt andet. Og:

'Jeg synes, at det her igen viser, at der ikke er nogen kamp mod en kultur uden et opgør med enkeltsager. Man kan ikke snakke det væk i generelle vendinger. Man kan og må vise, at grænseoverskridende adfærd kan have konkrete konsekvenser. Og give os alle sammen en konkret ramme for at tale om, hvornår adfærd er grænseoverskridende, og hvilke konsekvenser vi kan enes nogenlunde om er rimelige.'

Sofie Carsten Nielsen blev onsdag valgt som ny politisk leder for De Radikale.