Enhedslistens profil og folketingsmedlem Victoria Velásquez er kommet i gevaldigt modvind. 

Søndag deltog hun i et Palæstina-arrangement i 3F Københavns lokaler, hvor hun ifølge et FB-opslag blev »hædret for sit vedholdende engagement«. Her blev hun fotograferet ved siden af den tidligere talsmand for islamisk trossamfund Kasem Said Ahmad.

Sidst nævnte er blevet ekskluderet fra Enhedslisten efter at have udtalt, at han er »stolt af sharia-lovgivning«, og har forsvaret stening som straf for utroskab.

Situationen har fået flere prominente personer til at flyve til tasterne på de sociale medier.

Heriblandt den kendte radiovært Ditte Okman:

»Det er tæt på uvirkeligt, at vi har et parti i Folketinget, der efterhånden er så ekstremistisk, at det gerne deler scene med folk, der åbent går ind for stening af kvinder og alt det andet menneskeundertrykkende, der følger med sharialovgivning, i deres had til Israel,« skriver hun.

Ditte Okman har sendt en bredside afsted mod Enhedslisten på Facebook.
Ditte Okman har sendt en bredside afsted mod Enhedslisten på Facebook. Foto: Linda Kastrup

B.T. har spurgt Victoria Velásquez, hvorfor hun ønskede at dele scene med Kasem Said Ahmad.

Hun vil ikke give en kommentar. I stedet henviser partiets pressechef til en udtalelse, som Velásquez har givet til RADIO IIII onsdag, hvor hun siger, at hun »ikke aner, hvem den mand er«.

B.T. har ellers også ønsket at få svar på, hvordan Velásquez synes, at Enhedslistens erklærede feministiske ståsted stemmer overens med at holde taler med en person, der har forsvaret stening af kvinder for utroskab.

Det har vi ikke kunne få et svar på. Til RADIO IIII tilføjer hun dog:

»Selvfølgelig har jeg ikke nogen sympati med den slags absurde holdninger. Det er jo nok derfor, han blev ekskluderet fra Enhedslisten for syv år siden.«

Eksklusionen skete i kølvandet på en optræden i DR-programmet Deadline tilbage i 2016.

Her sagde Kasem Said Ahmad:

»Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod haram, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag.«

I en kommentar til B.T. udtaler Kasem Said Ahmad, at han i dag »tager klart afstand fra enhver form for selvtægt, vold eller handlinger, der strider mod dansk lov«. 

»Jeg har tidligere udtalt mig om religiøse emner i en teologisk sammenhæng. I dag ønsker jeg ikke at indgå i teoretiske eller historiske diskussioner om religiøs lovgivning,« lyder det fra Ahmad, der tilføjer:

»Jeg lever i Danmark og respekterer dansk lovgivning fuldt ud.«

På billedet ses en Hizb ut Tahrir-demonstration fra 2008. I midten af billedet ses Kasem Saeed Ahmad, der på det tidspunkt var talsmand for Det Islamiske Trossamfund. Foto: Liselotte Sabroe.
På billedet ses en Hizb ut Tahrir-demonstration fra 2008. I midten af billedet ses Kasem Saeed Ahmad, der på det tidspunkt var talsmand for Det Islamiske Trossamfund. Foto: Liselotte Sabroe.

Kasem Said Ahmad er i øjeblikket også omdrejningspunkt for en debat om, hvem der bør få statsborgerskab i Danmark. 

En debat, som Christian Marcussen, der er ministerudpeget medlem af Det Nationale Integrationsråd, har startet i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.

Marcussen mener nemlig, at der er 'islamister,' der har fået dansk statsborgerskab, som i hans optik aldrig burde have fået det - heriblandt Kasem Said Ahmad, der fik statsborgerskab i 1999.

I artikelserien Statsborger ved en fejl ser B.T. nærmere på nogle af de kontroversielle udlændinge, der gennem årene har fået dansk statsborgerskab - og forsøger ikke mindst at få hovedpersonerne selv i tale. 

Til B.T. udtaler Kasem Said Ahmad i en kommentar, at han ikke mener, at hans »personlige historier bør bruges som et generelt argument i en bredere politisk debat«. 

»Den bør handle om principper og lovgivning - ikke om enkeltpersoner.«

Kasem Said Ahmad fortsætter:

»Mit statsborgerskab er givet efter gældende dansk lov. Jeg lever og virker i Danmark og respekterer de demokratiske spilleregler og landets lovgivning.«

B.T. har efterfølgende spurgt Kasem Said Ahmad, om dette skal forstås sådan, at han ikke længere står ved sin tidligere udmelding om stening af utro kvinder.

Det har Ahmad ikke svaret på.

Du kan lytte til Borgerlig TabloidB.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

En mand, der går ind for stening af kvinder, der har begået utroskab, og en imam, der gav en ‘hyldest-begravelse’ til terroristen Omar Hussein. Det er tydeligt for enhver, at disse mænd har holdninger, der på ingen måde er forenelige med et liberalt demokrati. Alligevel har begge mænd fået tildelt dansk statsborgerskab inden for de seneste 10-15 år – vel at mærke efter, at de offentligt har ytret sig i overensstemmelse med sharia. På X har debattør Christian Marcussen gjort sig den ulejlighed at fremhæve nogle af dem, ‘der aldrig burde have fået statsborgerskab’. I dagens afsnit gennemgår vi nogle af dem, og så spørger vi: Hvad er den bedste løsning, når det kommer til at tildele statsborgerskaber? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Christian Marcussen, debattør og skribent  Journalist: Maria Asmine Dam  Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke