Den mangeårige kommentator vil arbejde som selvstændig kommentator.

Morgenavisen Jyllands-Postens mangeårige politiske kommentator Ralf Pittelkow stopper som fastansat.

Efter 17 år vil han gå nye veje og have foden under eget bord, siger den 63-årige mag. art i litteraturvidenskab til avisen.

- Jeg fortsætter på fuldt tryk med at kommentere samfund og politik. Det bliver så inden for nye rammer, siger han.

Ralf Pittelkow fik trykt sin sidste kommentar i papiravisen onsdag og slutter torsdag med en kommentar på jp.dk.

- Igen og igen er Pittelkow blevet vurderet i meningsmålingerne til at være landets mest troværdige og kompetente, politiske kommentator. Han efterlader sig et stort hul, men vi ønsker naturligvis held og lykke - og siger højt tak for de mange år, siger avisens chefredaktør, Jørn Mikkelsen.

/ritzau/