'Abdels objektivitet er gået fløjten – jeg har flere gange sagt nej til hans programmer, fordi jeg ikke stoler på hans upartiskhed.'
Sådan indleder den konservative politiker Naser Khader et opslag på Facebook. Her kritiserer han den kendte DR-vært Abdel Aziz Mahmoud for at have erhvervet sig retten til domænenavnet stram-kurs.dk.
Fra domænenavnet linkes der direkte hen til foreningen Mino Danmark, som med egne ord 'arbejder for et samfund med engagerede og ligestillede minoritetsborgere' - i skarp kontrast til det islamfjendske parti Stram Kurs.
Og det er ifølge Naser Khader dybt problematisk, ikke mindst fordi der er tale om en 'profileret DR-vært, der står bag og på den måde går ind og blander sig i noget, der nu vedrører et politisk parti - og det bliver endnu mere problematisk, når vi nu er så tæt på et valg'.

Khader slutter sit opslag med at konstatere, at han mener, at Abdel Aziz Mahmouds beslutning er med til at svække tilliden til medierne.
DR-værten har imidlertid ikke meget til overs for Naser Khaders opslag, som han ikke har set, da Khader har blokeret Abdel Aziz Mahmoud.
I en skriftlig kommentar til B.T. skriver han:
'Khaders skandaler hober sig op, og nu kan jeg forstå, at han har blokeret mig på Facebook og derefter bagtalt mig. Jeg er klar med et kram, når det går op for ham, hvad hans venner fra Stram Nazi-kurs har gang i,' skriver Abdel Aziz Mahmoud.
Det er ikke imidlertid ikke kun Naser Khader, der er harm over den kendte DR-værts beslutning.
Stifteren af det islamfjendtlige parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, skriver ifølge TV 2 til DK Hostmaster, som administrerer danske domænenavne, at han direkte mener, DR-værten har begået en ulovlighed.
'Vores potentielle vælgere vil derfor ikke blive ført til vores hjemmeside, men til en hjemmeside med en modsatrettet politisk profil. Dette krænker væsentlige samfundsinteresser (ulovlig påvirkning af folketingsvalget 2019). Da valget kan udskrives når som helst, så kan sagen ikke afvente en afgørelse fra Klagenævnet for Domænenavne,' skriver han.

Men ifølge valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er der ikke meget 'ulovlig påvirkning af folketingsvalget 2019' over DR-værtens erhvervelse:
»I forhold til påvirkning af folketingsvalget er der ikke noget at komme efter. Jeg har svært ved at se, hvad han (Abdel Aziz Mahmoud, red.) forbryder sig mod,« siger Kasper Møller Hansen.
»Ja, han blander sig i den politiske debat ved at gøre sådan noget, men det gør han jo hver gang, han laver sit program, 'Shitstorm', på P1,« siger eksperten.
Han nævner derimod, at DR-værten muligvis kan løbe ind i problemer med rettighederne til domænenavnet og så måske sin arbejdsgiver, hvis der foreligger konkrete retningslinjer på området.
Når det kommer til rettighederne til domænenavnet, er det ifølge en ekspert langt fra sikkert, at Rasmus Paludan og Stram Kurs vil få medhold i deres klage til DK Hostmaster.
Dermed er det ikke sikkert, at Abdel Aziz Mahmoud kan blive tvunget til at overdrage domænenavnet stram-kurs.dk til partiet, som allerede har rettighederne til stramkurs.dk.
»Spøgsmålet er, om registranten (Abdel Aziz Mahmoud, red.) har et legitimt formål med at erhverve domænet, idet han derved udbreder sine egne politiske ytringer som modargument til Stram Kurs,« forklarer Birgit Liin, ekspert i immateriale rettigheder og professor ved det Juridiske Institut ved Aarhus Universitet, og tilføjer:
»Efter at have set siden tænker jeg, at det ikke kun handler om at beslaglægge domænet for næsen af Rasmus Paludan, og derfor er det ikke givet, at Rasmus Paludan vil vinde en sag.«
Hun påpeger desuden, at en klage til DK Hostmaster eller Domæneklagenævnet, som afgør sager om domænerettigheder når det gælder .dk-sager, kan tage lang tid - og at den formentlig ikke ville kunne færdigbehandles inden folketingsvalget 2019.
Når det gælder Danmarks Radio, som har Abdel Aziz Mahmoud ansat på en freelancekontrakt, er der ikke umiddelbart meget at komme efter.
Det forklarer redaktionschef hos DR Perspektiv og Fakta, Judith Skriver, til TV 2.
»Det er én ting, hvad Abdel gør uden for DR. Han er freelancer, og vi bruger ham i en række programmer. Men han har et liv uden for DR, og det blander vi os ikke i,« siger hun.

Abdel Aziz Mahmoud selv offentliggjorde sin beslutning om at erhverve sig stram-kurs.dk på Facebook.
Her skrev han:
'Jeg er kommet til at købe domænet www.stram-kurs.dk. Upsiiii. Vi har nemlig brug for en Stram Kurs mod et forenet Danmark. Dét tror organisationen Mino Danmark også på. Men vi har brug for medlemmer, så vi kan stå stærkt!'
Han afsluttede med et P.S.
'Vi oplever en voldsomt trafik på hjemmesiden for tiden. Nogen bud på hvorfor?'



