Under et møde i Vallensbæk Kommunes kommunalbestyrelse i sidste uge, var der særligt ét medlem, hvis holdning skilte sig ud. 

Det var Kenneth Kristensen Berth, der er Dansk Folkepartis eneste medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk Kommune. 

Det skriver Berlingske.

Under mødet, der fandt sted onsdag i sidste uge, sagde kommunalpolitikeren blandt andet, at han ikke mener, at kommunens børn i seksualundervisningen skal vildledes til at tro, at transkønnethed og homoseksualitet er lige så almindeligt som heteroseksualitet.

Det vil nemlig fremme »den epidemi af psykiske problemer og usikkerhed omkring, hvad der er normalt og unormalt, som hærger i den danske ungdom,« har han uddybet.

Kenneth Kristensen Berth ønsker derfor kommunens samarbejde med Sex & Samfund om seksualundervisning ophævet. 

Lørdag i denne uge bragte mediet TV 2 Kosmopol et interview med ham om udtalelserne. 

Her lød meldingen, at »det naturlige for et menneske, det er, at man føler sig tiltrukket af det modsatte køn.« 

Mediet havde først skrevet, at han havde kaldt homoseksualitet »unormalt«, men det har de efterfølgende rettet. 

Interviewet har sidenhen bredt sig som ringe i vandet og har affødt kritik af kommunalpolitikeren – blandt andet fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i et opslag på Facebook.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Kenneth Kristensen Berth. 

I et skriftligt svar henviser han til det Facebook-opslag, han lagde op lørdag aften, og skriver, at han ikke har yderligere at tilføje til sagen. 

I Facebook-opslaget skriver han blandt andet, at han ikke har kaldt homoseksualitet »unormalt.«

»Jeg foretager ikke en værdidom, når jeg siger, at det er mere normalt at være heteroseksuel end homoseksuel,« lyder det blandt andet fra Kenneth Kristensen Berth.

I opslaget lyder det videre, at han forholder sig til, hvad der statistisk set er »normalt,« og at statistikken ifølge ham viser, at mellem tre og syv procent af befolkningen betragter sig selv som homoseksuelle. 

Han skriver også, at han betragter Jakob Engel-Schmidts kritik af ham som et utidigt angreb mod Dansk Folkeparti. Kenneth Kristensen Berth har tidligere været medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2015 til 2019.